Blog Image

OLE HAGEN JENSEN

Om bloggen

Livets gang på Eskimovej

November – December

Året 2019 Posted on Tue, December 31, 2019 12:21:05

November blev så den måned hvor Stefan kom hjem til Danmark. Denne gang var det med en lille hund, Nico. Det tog lidt tid inden den anerkendte at jeg også var der, men nu hopper den begejstret hver gang jeg kommer hjem. Den har forstået hvem der står for maden.

Nico havde også besøg af en hund af en af Stefans venner. En stor orange hund som er umådelig grim, men rigtig rar. Jeg ringede til Victoria med Facetime, og hendes første kommentar var ”Er det en tiger eller hvad”.

November var også tid for den årlige sammenkomst hos Flemming, stegt flæsk og en masse snak. Som altid hyggeligt.

Jeg var også på Vejle Teater og se ”Sanne the Musical”, Sanne Salomonsens livshistorie fortalt gennem hendes musik. Det var en god forestilling, specielt den unge Sanne kunne synge salen op så hårene rejste sig på en.

Jeg var også i Fredericia og høre Nils Villemoes foredrag om ”Bøvl”. Havde ondt i hovedet af at grine da jeg tog hjem.

Sidst i november var det tid til forlænget weekend i Athen. Jeg lavede en særskilt historie derfra som kan ses her: https://blog.olehagenjensen.dk/category/athen-2019/

December startede med en julestue i Præstehaven hos Niels. Der var rigtig mange børn med som i løbet af dagen fik pyntet et juletræ med hjemmelavet pynt. Det så ud som om Niels hyggede sig, og mor nød også at være derovre.

Desværre var det lidt svært at komme derfra, Niels synes stadig ikke at han vil blive der, selv om han i bund og grund ikke kan huske hvad der er ude og hvad der er hjemme.

Vores firma julefrokost blev igen holdt på Scandic i København, og i år blev der optaget en reklamefilm samtidig. Der skulle bruges af Scandic senere. Den kan ses her: https://www.facebook.com/ScandicDanmark/videos/2223846531244417/

Det blev også til en del tid med Victoria. Michelle skulle både til banko og julefrokost, så det var hyggeligt.

Jul blev holdt på Eskimovej med Michelle og Victoria, hun havde helt styr på mandel, sang, juletræ og gaver. Der var et hav af gaven, og de fleste var selvfølgelig til Victoria.

Mellem jul og nytår var jeg både i Århus og oppe hos mor til julefrokost.

Den 30/12 var jeg på Moesgaard Museum ved Århus og få en rundvisning i den store Pompei udstilling. Det var meget interessant når man nu også har set det rigtige Pompei.



September – Oktober

Året 2019 Posted on Tue, November 05, 2019 12:27:14

September startede med at jeg fik købt nyt(eller brugt) inventar til Eskimovej Data Center. Fik fat i en server som kan køre nogle services så jeg altid kan komme på mit interne netværk udefra også selvom der er interne fejl i huset.

Jeg var sammen med personaleklubben på Alrø i Horsens fjord. Der kan man få Danmarks største tarteletter, og ja…. de var store.

Legoland stod også for skud, i løbet af september og oktober blev det ialt til 7 gange. De fire gange var for at se nogle Ramasjang figurer som Victoria følger, Ramasjetterne, Hr. Skæg, Rosa fra Rouladegade og ikke mindst favoritten Motor Mille.

Michelle’s fødselsdag blev også fejret derude, fik min stille hævn ved at få en fødselsdags-badge sat på Michelle. Ligeledes var vi derude til Legolands halloween udstilling og sidst men ikke mindst var jeg en søndag derude med Linda og Victoria alene.

Oktober startede med et besøg på HI-messen i Herning hvor jeg ville se hvad der var omkring Automation. En stor udstilling og meget interessant..

Det var også tid til Victoria’s 4 års fødselsdag, hvor hun i år ville have Elsa og Anna tema. Så der blev købt ind i alskens merchandise fra Disney.

Niels fik det rigtig dårligt på Birte’s fødselsdag og måtte hasteindlægges på sygehuset i Horsens. Heldigvis var jeg i Århus, så fødselsdagen kunne holdes alligevel. Jeg var med Niels på sygehus og efter en kraftig penicillinkur kom han hjem til Præstehaven efter et par dage.

Midt i oktober var jeg også til min søsters 60 års fødselsdag i Skanderborg på Vestermølle. Vi fik en 9-retters menu med en verden af smagsoplevelser. Til børnene var der en mega-stor tapas tallerken som Victoria hyggede sig gevaldigt med.

Jeg har også fået husdyr ude i haven. Naboerne havde godt fortalt at der af og til gik et rådyr rundt, men nu fik jeg det selv set. Den spiser de svampe der gror ude på græsplænen.



August

Året 2019 Posted on Wed, September 11, 2019 08:19:03

Jeg opdagede at mine højtalere i den ene ende af huset ikke virkede og måtte på loftet og checke kabler. Det viste sig at de var rykket over af et eller andet. Jeg fandt en temmelig stor bunke eskrementer som heldigvis lå samme sted.

Det var fra et dyr større en mus eller rotte. Og dette dyr havde rykket kablet over da det løb hen over loftet. Jeg har sat et kamera op med bevægelsesføler på og håber nu at fange et billede så jeg kan se hvad det er for et dyr. Victoria var med deroppe og sætte det op, hun er meget interesset i hvad det kan være. Hun spottede også alle kasserne deroppe med Stefan og Michelles gamle legetøj, så en dag må vi nok op og sortere. Hun mente vi kunne gøre det med det samme og var ikke helt tilfreds over vi skulle vente til en anden dag.

Endelig blev min vejrstation færdig. Den hænger ude på carporten og sender data ind til behandling i huset.

Den kan fanges via internettet på http://176.20.236.250:8074/ og kan vise data indenfor en afgrænset tidsperiode som man selv angiver. Den vil altid først vise dags dato:

Den kan vise temperatur, fugtighed, lufttryk, lyd, lys, regn og vind. I øjeblikket har jeg lidt indkøringsproblemer med fugtighed og vind, men det løser sig nok.

Det blev også tid til endnu en tur til Legoland hvor der var ridder show med heste og dueller. Det regnede, men det var der som sædvanligt kun mig der bekymrede sig om.

Michelle fik lavet plads til en ny seng til Victoria, så da jeg var på Sjælland var jeg inde i IKEA Odense på vejen hjem og købe en seng. Den blev samlet med hjælp fra Victoria selvom jeg bliv lidt gammel og sur inden vi blev helt færdig. Man kalder det ekstrem-sport at gå i IKEA, men at samle er ligeså udfordrende.

Victoria nyder sin nye seng og at have sit eget værelse. Sengen har et overdækken der minder om et lille hus, så hun kan gå ind og være sig selv.

Den 23/8 var det igen tid til DHL stafet i Århus. Jeg har i år cyklet mere end løbet, så set i bagklogskabens ulideligt klare lys havde jeg meldt mig på gå-holdet. Det var et godt valg, en 5 km. lang gåtur i skoven omkring Marselisborg.

Det blev også til en enkelt overnatning af Victoria hvor hun for en gangs skyld sov på en udslået sovebriks istedet for babysengen. Hun følte sig godt nok stor, og hun fulgte op med også at skulle i brusebad ligesom voksne istedet for karbad som hun plejer. Hun ville ikke stoppe, og blev der indtil det varme vand var brugt, så var det pludselig ikke et problem at få hende ud.

Om morgenen kom hun listende ind til mig uden at jeg hørte det, og hun vækkede mig så jeg fik hjertet helt op i halsen. Hun grinede så det klukkede…. så lykkedes det hende endelig at forskrække mig.



Juli

Året 2019 Posted on Mon, August 12, 2019 06:52:17

Ferietid…… Jeg havde lejet et sommerhus i Ulfborg i 2 uger. Michelle og Victoria ville gerne med og huset var stort nok til at vi alle kunne få hver vores værelse. Det blev et par hyggelige uger, og selvom vejret ikke var med os blev det til en masse gode oplevelser.
Huset lå i et område ikke langt fra Nissum fjord og der var masser af dyr i området. Bl.a fik vi besøg af små rådyr.Vi nåede langt omkring. En tur til Hjerl Hede var meget interessant. Vi kørte med tog, var på et gammelt mejeri, inde og se træarbejde og meget mere. Jeg smagte rigtig gammeldags kærnemælk, der er noget mere fløde i end vi er vant til i supermarkedet. I et køkken lavede de lever-gullash, et skrækkeligt rendevouz fra min drengetid. Jeg havde helt glemt den forfærdelige lugt, mener at Bedste i Gl. Rye lavede det af og til. Lugten kunne jeg i hvert fald huske. På stranden både i regnvejr og blæsevejr. Victoria var mægtig interesseret i den store sandkasse som stranden jo er. Hun var utrættelig i løb i sandet, det var hårdt at følge med. Det lykkedes ikke at få en sommerdag hvor vi kunne gå i vandet så i stedet tog vi en tur ind til Holstebro badeland. Vi var også forbi Kaj Munks præstegård og se det museum man har indrettet.Om torsdagen var der et lille marked og kørsel med hestevogn inde i den nærmeste by og det skulle selvfølgelig også prøves.Vi havde cykler med derud, så jeg fik cyklet en det ligesom både Michelle og Victoria også var med på et par ture. Ikke langt derfra var en stor skovlegeplads som også blev benyttet.Når vi senere vil huske tilbage på ferien vil det nok være de mange hyggestunder i selve sommerhuset der vil stå stærkest. Morgenmad hvor Victoria hjalp til både med opvaskemaskine og borddækning. Alt skulle gå efter en nøje plan, og hun var faktisk rigtig god til det. Uno om aftenen….hvem var det nu der vandt smiley. Diverse tumlen og legen i huset, lege hund, fodboldspil, forsøg på at sætte drage op, gåture til stranden og meget andet.Da vi kom hjem var der endnu en uge af ferien tilbage. En af de dage var vi i Århus hos DR til optagelse af “Sommer i Ramasjang”. Endnu en stor oplevelse for Victoria.Jeg var taske-passer og sad i udkanten og kunne se det hele. På et tidspunkt kom en mand på min alder og spurgte om det var her morfædre kunne sidde. Vi fik en lang snak (og hans kaffe). Det viste sig at være en pensioneret bankdirektør fra Nordjylland, og vi kom langt omkring i vores snak…. rigtig interessant.
Efter DR kørte vi forbi Birgitte og Günther hvor vi havde en hyggelig dag. Victoria var helt betaget af Cille og fulgte hende rundt hele tiden.



Maj – Juni

Året 2019 Posted on Mon, July 01, 2019 17:51:15

Maj måned startede med at jeg endelig fik købt en
robotplæneklipper. Jeg fik lagt afgrænsnings kabel hele vejen rundt om plænen
og så var Herbert klar til kørsel. Den kører lidt hver dag, men holder sig i
garagen hvis der er udsigt til regnvejr. Jeg har et lille projekt med at få den
til at køre hjem hvis det starter med at regne mens den er i gang.
Jeg fik også anskaffet mig en lille bærbar drone. Den kræver
noget træning og få til at flyve rigtig, men det hjælper.
Victoria vil også prøve, men for det meste løber hun ind
under birketræet fordi hun bliver lidt bange for den. Ligesom Herbert har hun
utrolig respekt for dem. Det er sjovt at se hvordan hun bruger teknologien,
iPad, iPhone, TV osv. men når det kommer til noget med kunstig intelligens som
dronen, Herbert ude på plænen og Roberts inde i stuen, så holder hun sig lidt
på afstand, de dimser tænker jo selv og er derfor lidt uforudsigelige for
hende.

Der blev også tid til ekstrem sport i maj måned, en tur i
IKEA sammen med Michelle og Victoria. Manglede nogle flere hylder til Stefans
gamle værelse og nogle nye glas. Victoria mener godt nok det er hendes værelse
nu, men den må de klare indbyrdes ?

Mor, Birte og Jacob var nede til min fødselsdag til frokost,
en rigtig hyggelig dag.

Jeg fik bestilt min ferie, 14 dage i sommerhus ovre ved
Vedersø/Ulfborg i juli måned. Michelle og Victoria tager med, så det skal nok
blive sjovt. Jeg fik anskaffet en cykelstol til Victoria, og vi har
allerede afprøvet den, et klart hit. Dagen efter ringede de fordi hun havde
overtalt sin mor til at den skulle monteres på hendes cykel, så jeg måtte
flytte den over.

Desværre var der også lidt sygdom i maj, dårlig mave. Skulle
have været til København en af dagene, men måtte melde fra tidlig om morgenen
da det var en rigtig dårlig ide at bevæge sig væk fra de faste installationer i
huset.

Sidst på måneden var vi nede og se Monstertruck foran
Bryggen. Nogle store kraftige biler som de ødelagde nogle andre bilvrag med.
Juni måned startede med Jelling Musikfestival. Vejret var
perfekt, og jeg gik stille rundt til de forskellige musik indslag. Når man går
rundt alene kan man rigtig bruge tid på at betragte de forskellige
mennesketyper. Specielt lagde jeg mærke til at der var absolut ingen af anden
etnisk herkomst. Bryder de sig ikke om musik eller kan de bare ikke lide at se
det lidt umådeholdne alkoholindtag af visse især unge mennesker? Jeg så Anders
Breinholt og Anders Lund Madsen lave en padcast, havde helt ondt i hovedet af at
grine. Så Pretenders, TV2, Lars Lilholt, ZZ Top og definitivt dagens bedste
Johnny Madsen med band.
Victoria bliver helt klart ældre og mere beregnende.
Linda og jeg har før været med hende i Plantorama,og der er en Postmand Per bil
som hun kan prøve. Hun ved godt at jeg ikke har kontanter med så Linda har
givet hende den 10er som skulle bruges. Her i juni skulle Michelle og jeg så op
samme sted og hente blomster og allerede inden vi tog hjemmefra fandt Victoria
sin pung og var i min sparegris hvor hun ved der er mønter. Hun havde jo luret
at Linda ikke var med så hun ville sikre sig mønter. Jeg havde overhovedet ikke
tænkt på det, men da vi så kom forbi Postmand Per og hun bad om lov til at
prøve, sagde jeg jo bare at jeg som sædvanlig ikke havde kontanter med. Det kom
så prompte fra hende: Jeg har selv med…..

Ligeledes sagde hun en dag at hun havde lidt mavekneb.
Jeg kunne godt se at det bare var fordi hun var træt, så jeg fortalte at jeg
kendte en god kur, en jordbæris. Et par dage efter hvor vi kørte i bil og hun
hyggede sig kom det pludselig fra hende at hun havde lidt ondt i maven. så må
vi hjem og spise noget mad sagde jeg, men hun fortsatte at der nok måtte
jordbæris til før det forsvandt.

Midt på måneden var jeg i Jyske Bank Boxen i Herning og
se Mark Knopfler. En stor oplevelse.
Firmaet har besluttet at den anden fredag i hver måned
skal vi holde til middag. Wellness Friday kalder man det. Det er meningen at
man bruge tiden til at dyrke sig selv eller gøre noget for eller sammen med
familien. Det passede perfekt så jeg var med mor ude og købe en ny
opvaskemaskine, så tommelfingeren opad for Wellness Friday.

Året samling af gamle HPere hos en kollega til stegt
flæsk blev også gennemført. Det var andet år vi holdt det og håber det bliver
en tradition, masser af gamle røverhistorie fra dengang IT (EDB) var et
specialiseret erhverv og der var mange og store penge i det. Ikke nu hvor alle
kan og vil og det bare er blevet mainstream som et hvert andet håndværk. Ikke
noget ondt om det, men det var nu sjovere i gamle dage.

Der flyttede en ny familie ind i mit skur. En solsort
byggede rede og lagde 4 æg. Hunnen udrugede dem tålmodigt og de blev også
udklækket, men samme dag blev de forladt og de døde desværre alle.
Victoria fulgte intens med i forløbet…livets gang på
Eskimovej.

Victoria, Michelle og jeg tog til Sjælland den 22. Hvor
Michelle’s julegave skulle indløses. Take That koncert i KB-hallen. Victoria så
med stor undren på sin mor der var som teenager igen.

Dagen efter var vi forbi den lille havfrue.
Der efter så vi den gamle fødeklinik hvor Michelle blev
født, nu et forladt kompleks hvor der senest var en Netto butik.
Den sidste uge stod i studenternes tegn. Tirsdag holdt
naboen fest for Camilla, om lørdagen var det for Cille i Århus og om søndagen
var det Oline i Silkeborg.



Marts – April

Året 2019 Posted on Wed, May 01, 2019 09:51:19

Fastelavn er det helt store. Der bliver planlagt i detaljer, og i år var Victoria elefant den ene dag i Kvartershuset og som en figur fra Paw Patrol ude i børnehaven. Victoria slog tønden ned i Kvartershuset og blev kattekonge.Der var også udstilling af brandbiler nede i Bryggen hvor der også blev tid til et kig.I slutningen af marts var jeg en uge i New York. Her har jeg skrevet en selvstændig blog som kan ses ved at trykke her.
Jeg fik også udbygget matriklen med en nyt legehus. Jeg havde ledt forskellige steder og pludselig var der et til salg i den blå avis som passede. Det var en pensionist fra Brørup der selv havde bygget det og han både leverede det og hjalp med at få det på plads omme i haven.Det skabte lykke, og Victoria bruger rigtig meget tid med at arrangere, rode rundt og servere mad. Hun har et lille trækomfur og et bord med 2 stole inde i huset og kan hun få os placeret derinde og servere for os er dagen reddet. Hun elsker hvis vi tager rigtig mad og drikke med derud og sidder og hygger.Legoland åbnede igen sidste weekend i marts og vi var derude. Nåede også en tur langfredag. Victoria har en plan, hun kender nu hvor alt er og skal helst nå det hele på den halve tid. Langfredag var lidt af en udfordring, da var der godt nok mange mennesker. Det generer ikke Victoria og Michelle, men ligesom med regn har jeg det lidt anstrengt med at vente og stå i kø.
I ugen op til palmesøndag fik Victoria skoldkopper, og da Michelle jo arbejder i et vikariat var det ved at brænde på for hende. Jeg fik det arrangeret så jeg arbejde til om morgenen og igen om aftenen, så kunne jeg passe Victoria i dagtiden.
Palmesøndag var jeg med Linda oppe hos hendes søster hvor vi havde en hyggelig dag med brunch og en lang gåtur i skoven og parken ned til vandet ved Århus.
1. påskedag var vi i Virring til frokost. Det var en god dag hvor pigerne rigtig hyggede sig med Birte og hestene. Det er utroligt at det lille menneske overhovedet ikke er bange for de store dyr.
2. påskedag var Victoria, Linda og jeg en tur ved Henne strand. Victoria var noget benovet over den store sandkasse og bemærkede hurtigt at andre piger løb med bare tæer. Det fik hun også lov til og at se det lille menneske nyde den nye følelse med sand mellem tæerne var bare en fornøjelse.Skærtorsdag fik jeg lagt nyt tag på carporten, og Michelle hjalp mig med at få tagpladerne op. Det gamle tag var så skørnet at det splitredes fuldstændig da jeg tog det ned.Om lørdagen i påsken fik jeg tid til årets første lange mc-tur. Jeg kørte overtil Ringkøbing, ned over Hvide Sande og Nymindegab. Derefter ned over Ribe, Højer, Rudbøl og til Neuenkirchen i Tyskland. Østpå til Flensborg og derefter den gamle landevej over Åbenrå, Haderslev og Kolding hjem. 542 kilometer og godt øm i rø……. men med et mega-smil på læben.
På den sidste dag i april var jeg ude og køre gokart med kollegaer. Det var oppe i Viby hvor der er en stor indendørs gokartbane. Og det er rigtige gokarts der kan køre vildt hurtigt. Det var en fornøjelse, har stadig ondt i arme og hænder af at holde fast i rattet.smiley



Februar

Året 2019 Posted on Wed, March 06, 2019 09:56:03

Så blev der igen stille i huset. Stefan rejste igen til Colombia. Panikken bredte sig da jeg var ved at løbe tør for kaffebønner, men Stefan fik heldigvis arrangeret en forsendelse så snart han kom til Colombia, og den kom til Vejle sidst på måneden.Der kom også en lille smule sne, ikke meget, men dog så man med en smule entusiasme kunne tage en kælketur. Så vi fik en tur på flag-bakken ovre i Løget.I begyndelse af måneden var det også tid til den årlige musical i musikteateret. I år var det Sommer i Tyrol. Hovedrollen blev spillet af en kollegas hustru, så selvfølgelig skulle jeg se den.I vinterferie blev der både tid til legeland og svømmehal. Michelle havde holdt Victoria hjemme hele vinterferien, så om mandagen var hun i legeland med Michelle og om tirsdagen med mig og Linda. Hun er fuld af gå-på-mod og hopper ud i det hele uden betænkeligheder. I en af hoppeborgene blev hun dog overrumplet af nogle drenge der legede lidt vildt, så der havde jeg en udfordring med at forklare hende at det var ikke fordi de drillede hende, men fordi de bare legede vildt. En social læring der ville noget, men hun var noget trykket et stykke tid.I svømmehallen var hun også fuldstændig frygtløs. Faktisk kan hun selv svømme bare hun har vinger på… vil selv, kan selv (i øvrigt med alt hvad hun gør).
Sidst på måneden var vi så en tur i Odense ZOO. En søndag hvor foråret viste sig fra sin bedste side. Giraffer, løver, tigre, aber og en hel masse andre dyr. En stor oplevelse, ikke mindst for Victoria.Sidst på måneden var vi en tur i Bika hvor der var en cykelringklokke på tilbud som vi købte. Jeg havde jo så et forklaringsproblem for vi manglede jo en cykel den kunne sidde på. Den Blå Avis havde så heldigvis en rød Winther med lad. Hun kan næsten cykle den selv, omme på terrassen som er helt plan går det fint.



Januar

Året 2019 Posted on Sat, February 02, 2019 11:45:04

Så kom vi ind i 2019. Ikke rigtig vintervejr, men koldt og surt. Sidst på måneden kom der dog en smule sne og alligevel ikke noget der blev liggende.Eskimovej blev stille igen da Stefan midt på måneden rejste tilbage til Colombia. Det var nu rart at have ham hjemme på besøg, det nød vi alle, ikke mindst Victoria. Der gik gemmeleg i den med hyl og hvin, hun kommer til at savne ham.
Jeg fik endelig startet mit længe planlagte projekt Radio-ombygning. Jeg brugte en hel dag på at skille en gammel Audiola radio fra hinanden og bygge en ny moderne indmad ind. Se hele historien her : http://www.olehagenjensen.dk/hobby/radio.html

Den sidste weekend før Stefan skulle rejse havde jeg lavet middag så vi kunne spise sammen. Victoria stak uforvarende sin hånd ned i den brandvarme mad og fik et brandsår på sin ene hånd. Efter en time i lunkent vand måtte vi alligevel ned på skadestuen og have brandvablen væk og sat et stort lyserødt plaster på.Mens hun sad med hånden i vand kom jeg til at slå min fod mod et bordben og brokkede mig højlydt. Det kom så prompte fra Victoria “Jeg kom til skade først”

Sidst på måneden fik vi noget omgangssyge. Jeg skulle have Victoria til overnatning og sidst på aftenen kastede hun op første gang og senere på natten endnu en gang. På samme tid fik jeg dårlig mave, så jeg var nødt til at køre hende hjem, som Victoria ville sige “Morfar, gammel mand”. Men jeg er nu mere rolig når Michelle passer hende når hun er syg. Dagen efter var det så Michelle’s tur. Vi troede det var noget mad, men Linda havde spist det samme og for en gangs skyld slap hun helt fri.

Jeg var også i Gormshallen i Jelling og høre Niels Hausgaards show “Tryk min danske hånd”. Jeg havde ondt i hovedet af at grine da jeg tog derfra. Specielt et par sætninger hang fast. “Man får kun børn af 2 grunde, egoisme eller sjusk.” og deraf konkluderet at “det er ok at børn kalder deres forældre for en anarkistisk gammel nar, men der går også grænsen også”.

Jeg blev også ringet op af Michelle, og det var Victoria i den anden ende. Jeg spurgte hvordan det gik og hun svarede: “Det går ikke godt, jeg hører ikke efter”. Den var gået ind på lystavlen hvor den var galt.
En dag jeg hentede hende i børnehaven spurgte jeg hende hvordan det var gået, “de var sure fordi jeg ikke spiser mit rugbrød og jeg snakker hele tiden”.
Michelle havde også sat og spist med hende og de havde for sjov givet hinanden en bid mad. Da Victoria havde givet Michelle klappede hun hende på kinden og sagde “God hund”.

Michelle og Stefan havde også været efter mig hvorfor jeg blev ved med at have de gamle lænestole fra 80erne, og Stefan var taget med mig op og købe en ny Stressless. Den blev leveret i januar måned. Den har kun en fejl man falder i søvn i en hele tiden….