Blog Image

OLE HAGEN JENSEN

Om bloggen

Livets gang på Eskimovej

Island mandag 25-4-2022

Island 2022 Posted on Mon, April 25, 2022 18:24:01

Sidste hele dag på Island. Jeg havde planlagt en længere tur, ca. 350 km. Jeg kørte sydøst af den store omfartsvej, den eneste som jo så også hedder nr. 1.

Første stop var en lille fiskerby, Stokkseyri. Her var jeg godt nok kommet langt ud, en lille by med nogle små huse. Alle havde enten grus eller græs hele vejen rundt om huset, ingen hække eller anden afgrænsning. Der var råt og koldt, så man kan næsten tænke sig til hvor hårdt det så må være at bo der om vinteren.

På vejen passerede jeg mange broer over både små og store elve hvor vand stadigt fossede ned fra den smeltede sne længere oppe i bjergene.

Jeg forsatte så øst på og med et var vejen helt nede i niveau med havet. Man kørte rundt om de høje klipper, hvorefter der så var et meget bredt stykke land med frugtbar jord, flere steder kilometer mellem klipperne og havet. Fra klipperne var der mange steder mægtige vandfald, og jeg gjorde holdt ved 2 af dem, Seljalandsfoss og Skogafoss.

På vejen mellem de to vandfald kunne jeg oppe på bjerget se en stor gletsjer. Jeg forsatte ned til Dyrholaey hvor man kunne køre op på klippen og få udsigt til den store sorte strand. Man kunne også se de store klippefremspring hvor der er en naturlig tunnel gennem klippen.

Video fra Seljalandsfoss og Dyrholaey klippen kan ses her: https://youtu.be/TYcF9aPw-UE

Den eneste vej tilbage til Reykjavik var desværre den samme, men stadig en rigtig flot tur.



Island søndag 24-4-2022

Island 2022 Posted on Sun, April 24, 2022 19:18:39

Søndag blev brugt til rundtur i Reykjavik. Jeg startede med at gå ned til Hallgrimskirken, den største kirke på Island, meget større end domkirken som jeg senere kom forbi.

Husene inde i Reykjavik er meget mindre en dem vi ser i andre storbyer, typisk højest 2-3 etager, og de allerfleste lige som patricier villaer. De højeste huse har ofte runde hjørner pga. vindstøj. I modsætning til disse patricier villaer er de fleste huse ikke særlig arkitektonisk flotte, men ligner nogle kedelige grå-gule blokke. Villaerne og de helt lave huse er derimod meget flotte. De lave er oftest meget kunstfærdigt malet i alverdens farver, virkelig et paradoks til hus-blokkene.

Jeg fortsatte så min gåtur til selve domkirken, en lille kirke på størrelse med Søndermarkskirken. Lige ved siden af ligger Altinget, Islands folketing. Også en meget lille bygning.

Herefter gik jeg ned på den gamle havn og videre Fly Over Iceland. Det er en biograf nede på havnen hvor man sidder fastspændt i flystole og hvor der så vises en 180gr. film mens stolene bevæger sig. De viste en film hvor man fløj ind over Island, over bjerge, ned i kløfter, ud over havet osv. Det var virkelig livagtigt, selv lugtene og havgus var med. De sprøjtede vand ud af og til så man virkelig følte man fløj eks. ind over et vandfald. Da det var færdigt skulle jeg lige sunde mig, det var en voldsom oplevelse for balancen. En dame der sad et par stole til venstre for mig blev faktisk luftsyg og måtte hjælpes ud bagefter.

Jeg fortsatte derefter til et loppemarked som var i den gamle toldbygning på havnen. Ikke særligt anderledes en derhjemme, det mest specielle var deres fiskeafdeling med tørret fisk, klipfisk og gæret fiskekød. Ikke appetitligt, men sikkert næringsrigt. Jeg takkede nej til smagsprøver 🙂

Til sidst på dagen kom jeg forbi et stort indkøbscenter Kringlan. Her var nøjagtig de samme butikker som man ser i Danmark, og i resten af verden for den sags skyld.

Reykjavik har kun ca. 200.000 indbyggere, lidt over halvdelen af den samlede islandske befolkning. Byen bærer ikke præg af at være en hovedstad, men minder faktisk lidt mere om en lille provinsby. Den er vildt hyggelig at gå rundt i, og alle er meget service mindede.

Jeg var flere gange ude for at folk uopfordret hilste mundligt når man mødte dem, det sker aldrig i København eller bare nede i Vejle by.



Island lørdag 23-4-2022

Island 2022 Posted on Sat, April 23, 2022 18:52:15

Dagen begyndte med en køretur vest ud af Reykjavik. Jeg ville tage en alternativ rute til den store sø Pingvellirvatn. Uden nogen som helst varsel var vejen pludselig spærret af et stor afspærring. Så jeg måtte 10km tilbage og tog så i stedet direkte op til Geysir. Naturen var fuldstændig anderledes end det rå landskab fra i går. Nu var det pludselig grønt og frodigt i dalene, og sne længere oppe. Utroligt store sletter hvor der gik masse af islandske heste, har i dag set mange hundrede gå i store flokke langt ud i ødemarken.

Da jeg kom til Geysir var vejret fantastisk, høj sol og en klar himmel. Jeg gik det lille stykke vej op til gejserne for at se dem springe. Selve Geysir springer ikke mere, men 50m derfra ligger Strokkur som springer hvert 5. minut.

Langs stien derop er der advarsler med 80-100 grader varm vand, og det pibler lige så stille ned af bakken. Nogle steder er der store huller hvor man kan se vandet boble og koge.

Jeg fortsatte med at køre de få kilometer op til vandfaldet Gullfoss. Meget stort og imponerende. Man kunne simpelt hen lugte i luften at der var kraftigt vandgus.

Se video fra både Geysir, Strokkur og Gullfoss her: https://youtu.be/rak0bZFdKk4

Jeg fortsatte så igen sydpå og ville forsøge at ramme den store sø fra østsiden. Det lykkedes, jeg kørte igennem en stor naturpark og endte ved Thingvellir som var hvor det gamle Alting lå indtil 1700 tallet. Derefter flyttede det til Reykjavik. På stedet er samtidig kløften der skiller de 2 store teutoniske plader mellem Europa og Amerika. Kløften bliver ca. 5mm bredere for hvert år. Der var en stor udstilling omkring Altinget og alle de gamle love samt hvordan Island er blevet styret op gennem tiden indtil det blev en selvstændig republik i 1944.

Jeg forsatte så videre på højsletten og kom ind i Reykjavik fra nordsiden og kørte langs kysten det sidste stykke vej. En rigtig god og flot tur.



Island fredag 22-4-2022

Island 2022 Posted on Fri, April 22, 2022 19:12:45

Så startede turen til Island. Jeg har glædet mig til at se den smukke og anderledes natur. Jeg fløj til Oslo om morgenen og videre til Reykjavik hvor jeg landede kl. 11 om formiddagen.

Jeg havde lejet en bil hos Hertz og startede ud med at køre til det vestligste af Island hvor der står et fyrtårn. Her spiste jeg min medbragte mad fra lufthavnen.

Derefter kørte jeg sydpå og kom igennem et landskab der lignede noget fra månen. Utroligt øde, bakket og stenet lavet af lava gennem tiderne. Efter et stykke tid var jeg ved det man kalder broen mellem Europa og Amerika. De to tektoniske plader mødes her og fjerner sig meget langsomt fra hinanden. Det er det som skaber de mange jordskælv og vulkanudbrud i området.

Jeg drejede nu nordpå ind i landet igen, og her ændrede landskabet sig igen. Jeg kørte nu langs en sø og kunne se bjerge med sne i horisonten.

Jeg endte op med at komme ind i Reykjavik fra sydsiden. Jeg havde ikke forestillet mig at forstæderne var så store, men de sidste 10-15 km var med masser af huse. Ikke særligt høje boligblokke, men mange lave huse. Og nu kom de første træer også. Ikke mange, men de var der da. Jeg fandt hurtigt mit hotel og har fået en fantastisk udsigt over havnen.