OLE HAGEN JENSEN

Søndag er det så næstsidste dag i Colombia. Jeg fik købt lidt ind, fik mine boarding kort til i morgen og afleveret motorcyklen.

Om eftermiddagen kom Tatiana’s mor, søster og gudsøn på besøg. Tatiana’s mor lavede mad, en colombiansk specialitet Ajiaco.

Det er en cremet suppe på kartofler, majs og kylling, smagte himmelsk.

Vi spillede Uno og Domino bagefter, rigtig hyggeligt.

Mandag morgen tager jeg så afsted med kurs mod Vejle.

Tak til alle der gjorde turen til en uforglemmelig oplevelse, og mest af alt til Tatiana og Stefan for at have mig boende i næsten 3 uger.

Så var det tid til at tage hjem til Medellin fra kaffeområdet. Vi kørte først op til en kaffefarm Don Manolo hvor vi talte med både far og søn. Vi fik en lang god forklaring på ristning og hvordan det påvirker smagen.
Sønnen fortalte at den kafffe de ristede i øjeblikket var blevet udset til at blive skænket og drukket i næste uge når den nye præsident for Colombia skulle indsættes.Herefter begyndte vi den lange køretur tilbage til Medellin. Der var vejarbejde utallige steder, og vi havde fornemmelsen af at stå og vente på skiltet med SIGA som fortalte at nu måtte vi køre. Et sted stod vi en hel time i solen og ventede. Tilsidst blev de mange motorcyklister utilfredse og lavede “civil oprør”. De begyndte med at holde hornet i bund, og derefter kørte vi alle bare frem.
Og selvfølgelig blev der problemer med den lejede motorcykel. Det startede om morgenen med at den begyndte at larme i udstødningen, og da vi kom op i bjergene begyndte den at sætte ud pga. varme. Den klarede det tilsidst og vi nåede helskinnet til Medellin. En god ting ved den larmende motorcykel var at alle andre motorcyklister havde respekt, så jeg kom meget let frem.

I dag startede vi ud fra hotellet efter en solid morgenmad med hjemmebagt rugbrød.

Vi kørte mod Armenia og havde en aftale med en kaffefarm La Molienda. Den er ejet af en canadier og hans famile. Vi så både marker og hans gård(finca) hvor han arbejder, tørrer og rister kaffe. Noget af gården var af ældre model og havde skjulte flugtveje under huset som man havde brug for før i tiden.

Efter rundtur smagte vi på kaffen og talte med hans familie, som bestod af ham, hans kone og 5 børn. Konen og pigerne gik i nogle lange kjoler med kyser, og jeg kunne forstå de tilhørte en speciel gren af Amish religionen. Hans børn blev hjemme skolet, og de var ekstrem spørgelystne omkring Danmark og hvor vi kom fra.

Vi fortsatte så på MC til en by der hedder Finlandia.

En utrolig farverig by hvor alle veje gik på kryds af hinanden med matematisk nøjagtighed. Vi var blevet anbefalet at spise frokost på et sted der hedder Helena Adentro. Først troede vi at vi var gået forkert, med blev ledt ind bag ved hvor en hel verden af farver viste sig.
Rigtig hyggeligt sted. Da vejret begyndte at se mistænksom ud, tog vi regntøj på inden vi kørte hjemad med hotellet. Det eneste væde der kom var fra vores sved i plastik tøjet, men hellere det end køre i regn.

Om aftenen havde hotellet gæster til et guldbryllup for en dansk sømand og hans colombianske kone. Manden fandt ud af at vi talte dansk og pludselig sad den ældre herre ovre ved os, så kunne fest være fest.

Så startede vores motorcykeltur til kaffe området syd for Medellin.

Det var ligesom at køre knallert igen i gamle dage, bare med lidt mere fart på. Efter danske forhold har jeg mistet kørekort mindst 100 gange i dag. Men man er simpelthen nødt til at følge trafikken, ellers bliver man til fare, både for en selv, men også for andre. De regner simpelthen med at man kører råddent, forventer det, og bliver totalt usikre hvis man er overforsigtig.

Hastighedsgrænser er i højeste grad kun vejledende. Overhale både inden om eller for fuldt optrukne midtestriber er mere reglen ind undtagelsen. Men må indrømme det er både sjovt, underholdende og udfordrende. Og selvom jeg har hjelm og handsker på, skal jeg glemme mit gode tykke MC-dress jeg har derhjemme. Det ville iøvrigt også være ulideligt varmt at have på.

Halv vejs herned var vi et smut oppe hos en panela producent. En noget udfordrende offroad tur til et lille sted hvor de samler sukkerrør fra flere landbrug. De kommer pr. hesteryg, bliver håndsorteret og mast i en presse. Derefter bliver saften kogt ned og ender med det rå panela sukker.

Vi fortsatte så mod Manizales, en noget støvet tur da der var temmelig meget vejarbejde. Videre mod Periera og endte på en ejendom/hotel ejet af en dansker og hans colombianske kone. Frikadeller med agurkesalat, Stefan var helt oppe i himlen, og har døjet med forspisningen kvaler det meste af natten

Jeg var en tur ovre ved stadion og gå rundt, der sker altid noget. Grupper der laver workout, cyklister, fodboldhold, folk der bare nyder det. Sjovt at betragte de forskellige typer. En ting som jeg har bemærket og som Stefan også har nævnt, er damer lidt oppe på min alder eller ældre. De tror de ejer det hele, forventer at folk går til side, skubber til andre, går foran i køen, forventer i det hele taget at blive taget ekstra hensyn til.
Vi tog ud til Bosque Adentro’s lille cafe og lager, sjovt at se og hilse på dem som Stefan har meget med at gøre omkring kaffe eksporten.

Vi var også oppe ved en cafe der laver og sælger kaffe produceret i det område der hedder La Sierra, et område (barrio) der for få år siden var meget berygtet og kendt for kampe mellem forskellige oprørsgrupper og paramilitære grupper.

Har man en time tilovers kan denne dokumentar fra YouTube stærkt anbefales. https://www.youtube.com/watch?v=NNxszjJaszQ

Om aftenen var vi oppe og få “gratis mad” derfra hvor de for et par dage siden havde leveret noget dårligt. De reddede den på målstregen, det var perfekt.

Mandag var en rigtig slappe af dag, lidt gåture i kvarteret og ellers betragte livet i gaderne. Resten af ugen blev planlagt og der blev truffet diverse aftale med folk og steder vi forventer at besøge.

Tirsdag havde jeg booket en guidet rundtur i Medellin. En meget entusiastisk guide fortalte levende om byen, kultur, politik, religion og historie.

En rigtig spændende tur, hvor mange timg i Medellin og Colombias historie blev sat på plads, også i forbindelse med de vold og narkotika problemer der har/er i landet.
Hans hoved pointe var at Colombias problemer med narkotika er et globalt, ikke et lokalt problem. Så lang tid der er aftagere vil problemet bestå.

Lørdag var “store rejsedag”. Efter morgenmad og enkeltstarten i Tour de France kørte vi afsted til lufthavnen. Fløj til Medellin med VivaColombia og ankom kun 1,5 time forsinket.

På vej hjem hentede vi hunden. Jeg smilte lidt af Stefan og Tatiana, det var ligesom det var deres barn man skulle ud og hente. Og se Nico og Stefan lege var et deja-vu, fuldstændig som at se morfar Erik og Sammy tumle sig i gamle dage.

Det var rart at komme tilbage til behageligt klima igen. Nu kan man igen bevæge sig rundt uden at svede.

Overfor lejligheden er man ved at renovere et hus, og den unge chef bruger stedet som udflugtssted med sin pige. Så kommer de når det er blevet mørkt og lukker sig ind. I aftes havde de så overset at en af arbejderne var på besøg i lejligheden nedenfor, så da blev der mobbet og råbt.

Iøvrigt ville det danske arbejdstilsyn få et hjerteslag hvis de så stilladset der er sat op.

Søndag tog vi ud på et lille marked med lokalprodukter.

Vi gik en tur og spiste frokost uden for et kunstmuseum. Det blev også til en tur til stadion området hvor der var ved at blive gjort klar til fodboldkamp.

Vi bestilte mad til levering, og for første gang på turen var det ikke særligt godt, faktisk skidt. Der manglede flere ting, og kød var rå og kold. Stefan og Tatiana ringede og klagede, men der var bare mange dårlige undskyldninger. Systemet er faktisk sådant herovre, at laver en medarbejder en fejl, så skal han selv betale for at det bliver rettet. Så derfor ville ingen tage ansvar. Så tændte Stefan lige af med det Hansen’ske temperament, tog billeder og kørte ned på restauranten, viste dem billeder og fik dem til at bekræfte at maden var dårlig. Resultatet er at i morgen kan vi enten få det samme bragt, eller spise det samme nede på restauranten.

I dag gik turen til Minca, en lille by oppe i Sierra Nevada bjergene tæt på Santa Marta. Byen var noget mindre end vi havde regnet med, men utrolig charmerende.

Vi vovede os videre af en grusvej (læs:utrolig hullet og næsten ufremkommelig jordvej) til Pozo Azul hvor vi efter en halv times gang kom til et lille vandfald hvor der kunne bades.

Ved parkerings pladsen var der nogle papegøjer der gik/fløj rundt.

Det var meningen vi skulle have været ude hos nogle indianere der laver panela, men der var 100 km. af grusvej, en ca. 6 timers kørsel, så det droppede vi. Vi har dog flere gange de sidste dage set nogle indianere i deres karakteristiske hvide heldragter.

Tilbage i Minca fik vi frokost på en vegetarisk restaurant, virkelig lækkert.

Sidste aften på nordkysten, i morgen flyver vi tilbage til Medellin. Må sige at indtrykket af befolkningen heroppe ikke er så positivt som sydpå. Gadesælgere er pågående, arrogante og ubehøvlede, og tager ikke et nej for et nej. Både Stefan og Tatiana har der skidt med deres opførsel, synes det er pinligt. Der er også mange tiggere der går rundt med børn, lidt usmageligt.

Man ser også ofte motorcykler med mere end 2 passagerer, typisk en mandlig fører med hjelm, en kvindelig passager med hjelm bagerst. I midten så et eller flere børn uden hjelm.