Blog Image

OLE HAGEN JENSEN

Om bloggen

Livets gang på Eskimovej

16. og 17. august

Norge 2022 Posted on Wed, August 17, 2022 17:35:21

Det blev et par lange dage rent kilometer mæssig. Jeg kørte fra Luleå om morgenen den 16. og kom frem til Gävle om aftenen, 735 km. i alt. Der var igen smuk udsigt på lange strækninger, men man er godt nok mættet efter de store vidder i Norge. Turen gik flere gange ned i skærgården hvor man kan se havet komme ind mellem klipperne. I morges her den 17. kørte jeg så fra Gävle til Ullared. Denne gang har jeg fået en hel lejlighed til næsten ingen penge. I skrivende stund sidder jeg på terrassen og nyder de 25 gr. varme. Jeg nåede en lille tur over i de outlets som ligger uden for Gekås, og så tager jeg selve indkøbscenter i morgen tidlig.

Jeg havde oprindelig planlagt at tage færgen over fra Helsingborg til Helsingør, men det er samme pris og hurtige at tage Øresundsbroen. Så når jeg er færdig med at handle går turen til Vejle, ca. 450 km. et snuptag i forhold til de sidste par dage.


Mit dashcam har kørt under hele turen, så jeg har lavet en samlet video her:

https:///www.youtube.com/watch?v=9-sdT_qfMA4



15. august

Norge 2022 Posted on Mon, August 15, 2022 19:53:14

Så nåede jeg ned til Luleå, en by i Sverige der ligger helt i toppen ud til den botniske bugt. Undervejs passerede jeg igennem ca. 100km af Finland. Der var træer, træer, flere træer og endnu flere træer samt et spisested som med god samvittighed kunne siges at ligge på Lars Tyndskids mark.

De solgte rensdyrkød, men desværre kan det jo ikke holde sig til jeg kommer hjem. Fik den mest besynderlige frokost med tynd brød, æg og ansjoser.

Der var mange dyr på vejen i dag. Det startede med en flok gæs som gik uforstyrret på landevejen lige da jeg startede. Mit kamera nåede ikke at fange dem, men jeg gætter på der var ca. 15 grågæs. Bilerne måtte vente på de havde snøvlet sig over vejen.

Senere måtte jeg tage en hård opbremsning da et hun rensdyr havde besluttet sig at stå midt på vejen. De må være vant til biler, for de er fuldstændig frygtløse.

Til sidst fik jeg et han rensdyr næsten helt op til bilen, det er godt nok nogle flotte dyr.

Jeg havde en besynderlig oplevelse da jeg kørte ude i det mest øde af Sverige. En bil holdt mærkeligt med en trailer og ud sprang nogle mænd med ansigtsmasker og noget der lignede geværer i hånden. Jeg fik det på video, men det er meget utydeligt hvad de har i hånden.



14. august

Norge 2022 Posted on Sun, August 14, 2022 17:02:35

Midnatssol som slutter sit fulde døgn med udgangen af juli kan stadig mærkes her i august. Der er stadig lyst hele døgnet, så jeg vågnede tidligt. Der var nu kun 370 km. tilbage før jeg ville være i Nordkapp. Jeg kom hertil kl. 13 og fik en frokost med den mest fantastiske udsigt man kan tænke sig.

Jeg brugte nogle timer på det center der var her, tog de obligatoriske billeder, så museum og biograffilm. Det er mærkeligt endelig at være kommet hertil og se den storslåede natur og udsigt. Jeg kan nu “ticke” af at jeg har været så langt nordpå man kan komme på det europæiske fastland. I center var der også en souvenir butik så jeg kunne få min elg-mærkat som man kun må køre rundt med på den bil man har været på Nordkapp med.

Det blæste temmelig meget, måtte tage briller af så de ikke forsvandt, det var virkelig voldsomt. På vej de sidste kilometer var der nogle cyklister som var nødt til at sætte sig ned i vejkanten, de kunne simpelthen ikke holde deres cykler. Kørte bag nogle autocampers (de hedder bobil i Norge), og de havde svært ved at holde kursen. Det samme med busser, men det holdt dem nu ikke tilbage med at køre temmelig stærkt.

Både før jeg kom til Nordkapp og på vejen ned til Honningvåg hvor jeg bor, så jeg flere rensdyr. Oven i købet et hvidt rensdyr.

Nu går turen så sydpå igen i morgen, det bliver garanteret ligeså smukt ned langs den botniske bugt.



13. august

Norge 2022 Posted on Sat, August 13, 2022 21:25:27

Endnu en dag med smuk natur og en rigtig dejlig lang køretur på 550 km. Afbrudt af en enkelt færgeoverfart. Undervejs var jeg på kollisionskurs med en ræv der mente den ejede vejen.

Lang ventetid ved en tunnel, der skulle køre en følgebil foran køen fordi der var vejarbejde inde i tunnelen og derfor heller ingen lys. Det var en speciel oplevelse. Fandt et hotel i Reisafjord inden jeg i morgen kører de sidste 380 km til Nordkapp.

Det er virkelig flashback til 70erne på dette hotel. Alt er brunt, grønt eller orange, dog undtaget de lyserøde fliser på badeværelse 😀😀😀😀



12. august

Norge 2022 Posted on Fri, August 12, 2022 20:39:27

Jeg startede ud fra Trondheim i regnvejr, men heldigvis blev der hurtigt tørt. Der fortsatte jeg af E6 nordpå, men blev 100km før Mosjøen stoppet fordi vejen var spærret længere fremme. Den ville først blive åbnet kl. 14 så i stedet for at vente de 3 timer fik jeg vist den omvej de havde lavet ind over fjeldet. Den omvej viste sig at være en genvej på 30km, men af de små veje tog det jo lidt længere tid. Vejen var så smal at for hver 500m var der vigepladser, så med alle de lastbiler der også skulle bruge denne omvej var det noget af et puslespil. Men ind over fjeldet var der godt nok flot.

Jeg kom på E6 igen lidt syd for Moirana og havde egentlig planlagt at overnatte der omkring. Men der var umiddelbart ingen hytter eller hoteller, så jeg fortsatte her til Fauske hvor der heldigvis var plads.

Undervejs fra Moirana hertil kom jeg igen over trægrænsen og passerede polarcirklen.

Her var der et stort center med souvenir, bistro osv. Jeg var blevet forberedt på t det var en turistfælde, og det holdt stik. Men jeg fik da et billede af den berømte statue.

I alt godt 700 km længere nordpå………



11. august

Norge 2022 Posted on Thu, August 11, 2022 18:26:18

Jeg startede dagen med at gå op til den gamle fæstning Kristiansten. Den ligger øverst på en bakketop næsten lige ved siden af mit hotel. En gammel fæstning der blev bygget af den danske kong Christian den 5. i 1681. Dengang var Norge en del af Danmark.

Den var aktiv militæranlæg indtil 1816, og blev også brugt af tyskerne under krigen, bl.a. som henrettelseplads af modstandsfolk som det kan ses af billedet ovenfor.

Jeg gik derefter ned til byen af en meget stejl gade hvor der faktisk var en cykel elevator. Den fungerede på den måde at man satte den højre fod i en holder og den venstre på cykel pedalen. Derefter blev man skubbet op af bakken. Skulle være den eneste i Europa.

Nedenfor i byen ligger området Bakklandet som er en masse gamle træhuse der til sidst ender ude ved elven med en række gamle træ pakhuse på hver side.

Meget farverig og flot. De små træhuse op af bakken er oprindelig arbejderhuse, men jeg kan se de er vedligeholdt til det ekstreme. Meget hyggeligt område, og med garanti vanvittigt dyr.

Man kommer over elven via en gammel træbro, og derefter er man i kanten af det område der indeholder Nidaros-kirken, ærkebispesædet, en stor kirkegård og en pilgrimsgård.

Selve kirken er meget stor i forhold til Trondheim størrelse, men det er også den kirke hvor man kroner de kongelige. Kirken har et utal af detaljer og der er blyindfattede vinduesmalerier hele vejen rundt samt store vinduer for hver ende.

Til sidst fortsatte jeg ned til byens torv hvor jeg sad og betragtede kiggede lidt. Jeg havde kun sat et par minutter, så kom en nordmand og spurgte om han måtte sætte sig. Vi faldt i snak, og det endte med vi sad og talte over en halv time. Vi kom rundt om alt lige fra Griffenfeld der sad i fængsel på Munkholmen udfor Trondheim og Bendtner der fik en dom mens han var i Norge og blev som joke truet med at sidde samme sted. Jeg fik mange gode historie om Norge og Trondheim i særdeleshed. Det var en meget berejst herre, og han kendte alt til Vejle og nævnte vores smukke natur. Om det er Norge eller Danmark der er smukkest mente han beror på øjnene der ser i et givent øjeblik….. hvor har han ret.

Tæt på det store torv ligger også Stiftsgården, en gammel trægård som stadig bruges som kongebolig hvis de kongelige er i byen.



10. august

Norge 2022 Posted on Wed, August 10, 2022 20:46:48

Dagen startede heldigvis med solskin. Så jeg fik nogle fantastiske billeder af byen, bjergene og ikke mindst fjorden. Det er simpelthen så smukt. I aftes gik jeg ned langs elven fra hotellet til byen, en dejlig tur, men noget hårdt den anden vej.

I dag startede jeg så op af bjerget på den anden side, Ørnevejen med et hav af hårnålesving og øverst oppe en fantastisk udsigt ned over Geiranger og fjorden.

Jeg fortsatte så til den første af i alt 3 færger som jeg var med i dag. Korte ture på max. 15 minutter og afgang hver 20. minut. Det virker bare….

På den anden side skulle jeg så igennem endnu en halsbrækkende tur med hårnålesving, kaldet Trollstigen. Jeg kom igennem et utroligt frugtbar landskab, der var masser af store jordbær marker.

Jeg nåede op til Atlanterhavsvejen, en ny vej der forbinder en del småøer. Broerne er meget arkitektonisk flotte, og trækker derfor masser at turister. På den ydre side af broerne var der mega-høje bølger fra Atlanten og på den anden side det stille vand… eller næsten stille.

Jeg fik den sidste af de 3 færger og nåede til Trondheim her til aften. Jeg har altid forestillet mig denne by som liggende mellem bjerge ned til havet. Det er en fejl, byen er meget stor og både i byen og i baglandet er der fladt som en pandekage. Så blev jeg så klog. Jeg har planlagt at blive 2 nætter og først køre videre på fredag.



8. og 9. august

Norge 2022 Posted on Tue, August 09, 2022 15:36:59

Så er de første 770 km kørt. Jeg tog færgen i nat fra Hirtshals til Larvik og havde bestilt fly-sæde, så jeg fik næsten 4 timers søvn. Da færgen kom til Hirtshals mens jeg ventede på den, fik jeg et billede af den i solnedgangen.

Ankom til Larvik kl. 2:30 og kørte derefter nordpå over Drammen, Hønefoss og Fagernes. Derefter blev det spændende. Jeg skulle ind over Jotunheimen som ligger over træ-grænsen.

Der var bidende koldt og der lå stadig masser af sne, nogle steder helt ud til vejen. Jeg nåede byen Lom ved frokost tid og så den gamle stavkirke inden jeg fortsatte. Det er en af de største i Norge, og kan dateres helt tilbage til slutningen af 1100-tallet.

Nedstigningen til Geiranger var nervepirrende. Meget smal vej, mange stejle hårdnålesving, og tæt tåge og dermed næsten ingen sigtbarhed. Først helt nede kunne man igen se ordentlig.

Jeg fik et hotel lige indenfor bygrænsen, og håber det klarer op til i morgen så jeg kan få nogle gode billeder.