Blog Image

OLE HAGEN JENSEN

Om bloggen

Livets gang på Eskimovej

Vinter og jul

Året 2016 Posted on Mon, December 26, 2016 13:29:10

Her i november måned fik jeg endelig nye vinduer i huset. Tømmeren skulle også skifte træsider mellem vinduerne fordi de var begyndt at rådne. Han var meget diplomatisk, men kunne godt høre de var lidt rystede over både den dårlige isolering og måden det gamle træ var monteret. Her kunne vi se at det havde gået lidt for stærkt da huset var blevet bygget i 1984.

Samtidig benyttede jeg muligheden til at male træværk i en lidt anden farve, mangler kun det nye som først må males når temperaturen igen er over 10-12 grader.

Victoria er stadig en kilde til stor fornøjelse for alle. Hun smiler, griner og morer sig altid, det er meget sjældent hun er ked af det eller græder. Vi kan godt mærke at hun nu er ved at få personlighed, hun har sine egne meninger om hvad hun vil have og hvad/hvornår/hvordan der skal spises. Hun har sine kampe med moderen og der ingen som helst tvivl om hvor hun har sit temperament fra.
Juleaften blev holdt her på Eskimovej hvor vi alle 5 var samlet. Det var en hyggelig aften helt efter alle traditioner.



Sommer og efterår

Året 2016 Posted on Mon, December 26, 2016 13:16:14

Sommeren startede med en helt igennem dejlig og indholdsrig tur til Medellin i Colombia ovre ved Stefan. 2½ uges rundtur, mere kan læses her : http://blog.olehagenjensen.dk/#category5


Stefan kom hjem i september måned og planlægger at blive her i ca. 5 måneder. Han nåede så Linda’s 60 års og Victoria’s 1 års fødselsdag. Victoria’s fødselsdag blev fejret med maner i Michelle’s nye hus.


Hun er et livstykke, og en ren fornøjelse at passe. Jeg passer hende onsdag hver 14. dag når Michelle får en “helle” og tager til Banko i fælleshuset i Løget. Det er lige før hun går rigtigt, hun kan gå med sin gåvogn og rundt om ting når hun holder fast. Hun nyder at Stefan er hjemme, hun er simpelthen så glad for ham. Michelle har noget af et job med både uddannelse og børnepasning, så håber det hjælper hende lidt at vi er der til at tage fra.



Vinter og forår

Året 2016 Posted on Tue, June 07, 2016 15:16:32

Lige efter nytår blev Michelle’s lille pige døbt Victoria. Barnedåb blev holdt i fælleshuset på Sandnæsvej, og det blev en rigtig god dag. Michelle havde planlagt det i detaljer, der var et gennemgående lyserødt tema smiley

Stefan var hjemme fra Colombia og stod fadder sammen med Victoria’s farbror. Victoria blev båret af Michelle’s veninde Melissa.

Michelle flyttede i rækkehus i midten af april, det var rart for hende og Victoria at få noget mere plads. Heldigvis havde hun et flyttefirma til at klare det, for hun har godt nok meget. Michelle har arvet samler-genet fra sin morfar. Der bliver ikke smidt noget ud. Det giver lidt høje toner når jeg begynder at finde de sorte poser frem smiley

Victoria er jordens dejligste barnebarn (men det er alle børnebørn vel ?) Hun smiler og griner og er altid glad. Hver anden onsdag har Michelle friaften og går til banko, og så har jeg fornøjelsen at få lov at passe Victoria.

Hun er så nem og synes at alt vi laver er vildt sjov. Den eneste der synes lidt træt af hende er Trille, nogen gange kan man ligesom se på den at nu må vi godt lige snakke med den eller få Victoria lidt væk. Men Trille er godt nok tålmodig og passer meget på.

På Eskimovej fik jeg endelig udbygget min terrasse. Jeg fik 2 italienske krukker af Linda til min fødselsdag, så det er efterhånden helt sydlandsk. Michelle gav mig nogle runde buskbum planter til forsiden af huset.

Motorcyklen kom også frem igen i foråret. Den havde overvintret i skuret, og det var lidt hårdt ved den. Næste år kommer den igen i ordentlig vinterhi, men så er det også prøvet. Den har allerede været på de lange ture, og får også ofte turen på arbejde til Århus.

Til sommer er det nu besluttet at jeg skal over og besøge Stefan i Columbia. Jeg vil forsøge at lave en særskilt blog under turen, der bliver virkelig meget at opleve. Stefan kan jo nu sproget, så jeg får min egen private guide.