Blog Image

OLE HAGEN JENSEN

Om bloggen

Livets gang på Eskimovej

December

Året 2020 Posted on Sat, January 02, 2021 11:56:12

December startede med store flytte-weekend. Først skulle vi tømme mors lejlighed og få møbler og ting fordelt. Selv fik jeg et gammel fint chartol og nogle antikke ting samt nogle bøger. Michelle ville gerne have nogle reoler og en del kom til Stefan. Det passede med at dagen efter skulle Stefan og Tatiana flytte fra Tønder til Flensborg, så jeg kunne få det med derned med det samme. Heldigvis var deres nye lejlighed ikke så højt oppe som den gamle, men vi blev da noget lange i armene inden vi blev færdig.

Jeg brugte flere dage og aftener til at gå mors papirer og dokumenter igennem. Der var 5 flyttekasser bare med billeder og papirer. Jeg fik digitaliseret det som vil være værdifuldt for fremtiden. Mor havde faktisk nedskrevet temmelig meget og lavet lange dokumentarer omkring deres liv. Herunder en del om deres liv som tjenestefolk i deres ungdom.

Jeg har gennem hele december haft en historie kørende med Victoria omkring en drillenisse. Jeg lavede nogle lydoptagelser med forvrænget stemme som jeg så sørgede for kom som beskeder til hende via tlf. Det indeholdt opgaver som hun skulle løse, og det kørte rundt i hendes hoved for at finde logik i sagen. I begyndelsen var hun overbevist om at det var mig der snød hende, men som måneden gik og jeg fik snydt optagelserne ud på forskellige tider også mens jeg var tilstede blev hun mere og mere mistænksom. Specielt havde jeg lavet en film med en nisse som skygge på væggen. Den simulerede jeg at den kom mens vi sad i bilen, og den kunne hun ikke greje. Juleaftensdag afslørede jeg så hemmeligheden og endelig kunne hun se sammenhængen. Det var en stor oplevelse, både for hende og mig. Bare at se hvordan hun forsøgte at finde logik samtidig med hun løste opgaverne var fantastisk. Det passer det man siger om at man aldrig bliver for gammel til at lege.

En af de sidste weekends holdt vi bagedag hvor vi bagte pebernødder, brun kager og chokoladekager.

Juleaften holdt vi her på Eskimovej. En stille og rolig aften.

Mor Mette kom lige før jul med nye restriktioner omkring forsamlinger osv., så julen blev mega-stille. Ingen familiesammenkomster i julen ligesom resten af landet var blevet henstillet om.

Nytårsaften var der faktisk kun mig og Victoria. Moren havde fået nye interesser sydpå der skulle plejes.

Vi brugte meget af aftenen i vinduet for at se alt nytårsskytset som de andre futtede af.

For første gang i mange år prøvede jeg også at lægge puslespil. En dejlig afslappede, afstressede beskæftigelse. Tror jeg bruge stort set 24 timer for et 1000 brikkers spil.



Oktober – November

Året 2020 Posted on Wed, December 16, 2020 14:06:15

Modtagelsen jeg fik i børnehaven i begyndelsen af oktober var virkelig rørende. Michelle og jeg tog sammen ud på Solsikkegård for at hente Victoria. Michelle går ca. 10 meter foran mig og Victoria opdager os, løber lige forbi sin mor og videre i armene af mig. Det er rart at vide man er værdsat. 🙂

Victoria fyldte 5 år. Desværre midt i en coronatid, så der var restriktioner både på den ene og den anden måde. Tatiana og Stefan kom op og var med til at fejre hende, med kakao, flødeskum, kagemand og det hele.

I begyndelsen af oktober blev jeg tilbudt en corona-antistof test, men desværre var den negativ, jeg havde ikke haft noget der kunne danne antistof. Så nu er det bare at vente på vaccinen så vi kan komme videre.

På Birte’s fødselsdag den 17. oktober skulle vi alle til Virring, men mor meldte afbud fordi hun havde det skidt. Senere på dagen kørte Birte så over med lidt mad, og det første hun gjorde var at ringe 112. Inden de kom sagde mor ordret til Birte “Jeg ved jeg skal dø i dag”. Ambulancen kom og i det de trådte ind fik mor et hjertestop. De fik mor genoplivet, bragt til Skejby, men det så ikke godt ud. Mandag den 19. oktober slukkede man for al teknik, og i løbet af 10 minutter sov mor stille ind.

Onsdag den 28. oktober blev mor bisat fra Fruering kirke. Desværre var der restriktioner på max. 50 i kirken og det planlagte begravelses-kaffe på Vestermølle blev aflyst. De måtte ikke modtage så mange. Vi nærmeste tog over til Birte og havde en stille, rolig og hyggelig eftermiddag trods den sørgelige grund.

Stefan havde endelig fået en ordning med myndighederne i Tønder, og den 22. oktober blev han og Tatiana lovformeligt dansk gift på Tønder Rådhus. En rar og god oplevelse midt i alt det andet sørgelige.

Vejle Musikteater havde også besøg af Pink Floyd Project, en fremragende musikalsk rejse tilbage til fortiden.

En af Victoria’s venner ude på Solsikkegård taler også engelsk, og pludselig lød det en dag hvor Victoria undrede sig over noget “What the heck”. Der er små ører til alt hvad der bliver sagt 🙂

I november startede 2. bølge nedlukning og det bliver bare værre og værre. Jeg bestilte tid til den årlige vaccination for influenza, men pga. corona var der så mange andre der ville vaccineres at man var ved at løbe tør for vacciner. Jeg måtte ringe rundt, og det lykkedes mig at skaffe en dosis.

Victoria var på besøg en weekend hvor der var rivning af blade. Hun nyder at gå rundt uden der er nogen der holder øje med hende. Hun fik vasket både cykel og legehus (og sig selv), så det endte med at alt tøj også røg i vaskemaskinen til sidst.

Victoria bragte også traditionen tro en forkølelse med hjem. Hun selv var ovre det på et par dage, mens jeg stadig døjer med det. På et tidspunkt kom hun hen og lagde en hånd på mig og sagde “Er du OK, morfar”. Hun er på mange måder en pige der tænker på andres ve og vel, kan ikke lide at nogen er kede af det eller har det skidt.



August – September

Året 2020 Posted on Mon, October 05, 2020 10:08:34

August måned startede med de anbefalede 2 coronatests efter vores tur til Sverige. Som forventet var de negative, så ro på igen.

Naboen og jeg tog på en MC tur i det sønderjyske. Var en tur forbi Gram Slot og Tørning Mølle. En rigtig fin tur i godt vejr.

Michelle, Victoria og jeg var også en tur i Flensborg for at handle ind. For mit vedkommende blev det hurtigt overstået. Jeg kan simpelthen ikke med de engang-mundbind. Ikke fordi de som sådan er ubehagelige at gå med, men mine briller dugger hele tiden, så jeg kan ikke se en pind. Jeg har siden købt nogle stof mundbind hvor der er indlæg der kan skiftes. De er væsentlig bedre at gå med.

Til slut på turen var vi forbi Stefan i Tønder og få aftensmad. Michelle og Victoria havde ikke set hans lejlighed, så Victoria synes det var noget spændende.

I den sidste uge af ferie havde jeg lovet Victoria at vi skulle prøve at sove i telt ude i haven. Jeg havde en ide om at vi så kunne ligge og høre alle nattens forskellige lyde. Det kunne vi også, men det var bare støj fra motorvejen hele tiden.

Støjen ligger man heldigvis ikke mærke til inde i huset, men der om natten var den virkelig irriterende. Som forventet sov Victoria selvfølgelig fra det hele.

Legoland blev også prøvet igen. Det var mega-rart, næsten ingen mennesker, ingen kø nogen steder og intet stressende. Noget godt har coronaen da medført, selvom jeg er sikker på Legoland ikke er enig.

Jeg havde besluttet at mit bryggers skulle ombygges. Vandvarmeren kørte på sidste vers, kunne ikke følge med hvis flere skulle have varmt bad. Så jeg fik den udskiftet med en varmeveksler der fylder meget mindre. Det betød at jeg kunne bygge om og få et længere bord som et skab med alt teknikken. Det gør så også at der ikke mere er blæser larm på kontoret.

Jeg rev det gamle bryggers ned og byggede nye skabe og vask. Fik malet og i skrivende stund venter jeg på håndværker til at ligge nyt gulv.

Michelle fyldte 40 år, men ville ikke holde sin fødselsdag. Hun var så heldig at kunne bruge undskyldningen om et beboermøde i Løget. Men jeg tog fusen på hende og kontaktede formanden så de overraskede hende på mødet med lykønskning og hurra-råb. Hun havde ønsket sig en hække-trimning. Ikke klipning, men virkelig trimning, så Linda og jeg fik en håndværker til at komme forbi og give den en tredie-grads overhaling. Den er virkelig blevet flot.

Under min ombygning af bryggers var jeg nødt til tilkalde hjælp fra naboen, og vi arbejdede sammen ca. en halv times tid. Senere på aftenen ringede han og fortalte at han var testet positiv for corona. Så skal jeg ellers love for at systemet gik i gang. Jeg fik aflyst hele den næste uge, bestil test til efter 4 dage og fik også Linda med da jeg havde været hos hende efter at jeg havde været sammen med Gert. 2 dage efter meddelte man i pressen at 49 var testet positive ved en fejl, og heldigvis var naboen en af dem… så ro på igen. Både Linda og jeg tog dog den test vi havde bestilt, og selvfølgelig var den negativ.

Mor havde besluttet at holde sin fødselsdag i det nye hus, så en lørdag var vi alle samlet fra Virring, Stoholm og Vejle. Det var en rigtig god dag, de små har virkelig glæde af hinanden og glæder sig til at ses. Mor nød at være sammen med dem, rart at se dem alle sammen igen.

Den sidste tirsdag i september var en lykkens dag. Stefan fik sin Tatiana til Danmark, heldigvis helt uden problemer. Jeg passede Nico mens Stefan var i lufthavnen, og da de kom tilbage var Nico en kort øjeblik reserveret, men så tror jeg den kunne genkende hendes duft, og så skal jeg love for at den blev ellevild. Det var rigtig rart at se hende igen.

Jeg optog en video da de kom hjem til Eskimovej. Den kan ses ved her:



Juni – Juli

Året 2020 Posted on Sat, August 01, 2020 10:31:29

Første sommermåned, stadig med corona pandemien hængende over hovedet. Jeg tog ned og blev testet i Kolding bare for en sikkerhedsskyld fordi jeg hostede lidt. Der var selvfølgelig ikke noget. Som en journalist skrev, det er nemmere at finde 3 veganere i Nordjylland end en med corona.

Endelig kom cyklen hjem til Victoria. Hun har næsten styr på den, det kniber lidt med at bremse jævnt og at tage kant opkørsler lige. Hun havde et styrt på en kant fordi hun kørte skævt over, så der var syn for sagen da hun kunne se ridsen på hendes styrthjelm.

Legoland blev åbnet igen, og vi brugte en hel dag derude. Der er selvfølgelig restriktioner med afstand, lukkede attraktioner, forøget rengøring, halvåbne spisesteder, men ellers var alt som det plejer. Og for børn er gentagelsen jo det vigtigste, så vi kom igennem samtlige tog, biler, skibe og flyvere som vi plejer.

Endelig efter 3 måneder kunne jeg også komme på det første kundebesøg. En befrielse at arbejde ude hos kunder igen. Paradoksalt var der på en rasteplads en masse svenskere som holdt pause, og de måtte på det tidspunkt kun benytte Danmark som transitland. De benyttede jo alle faciliteter ligesom os danskere, så hvor bliver smitten stoppet?

På en solskinsdag havde jeg fyldt svømmebassin op med vand, så Stefan og Victoria havde noget af en vandkamp. Selv Nico ville være med, den stjal deres legetøj undervejs som det også kan ses i denne video.

Victoria er ligeså stor en vandhund som Stefan var som barn, kun fordi det bliver koldt og hun fryser får hende til at stoppe.

Juli er så feriemåned. Jeg havde bestilt en hytte i Vimmerby med håbet om at der blev åbnet for rejser til Sverige. Kriteriet for åbning var under 20 smittede pr. uge pr. 100.000 indbyggere i en region. Først åbnede Blekinge og Kronoberg og torsdag inden vi skulle afrejse endelig for Kalmar, Skåne og Halland. Så vi kunne roligt tage af sted. Torsdag aften hvor der blev åbnet bestilte jeg så et hotel nær Ullered i Halland og en færgebillet fra Gøteborg til Frederikshavn.

Vi havde en ødegård i Kalmar regionen nær Vimmerby. Desværre lukkende man pga. manglende turister for Astrid Lindgren parken, man vi var da ude og se både Bullerby og Emils gård på Katthult.

Victoria synes det var spændende og kunne kende alle de ting der også var i filmene. Morfar kunne også imponere med at gå på stylter, den havde hun ikke lige set komme.

Jeg fik afprøvet min drone på en åben mark, og den indbyggede GPS gjorde at den var meget nemmere at styre, så i år fik jeg den med hjem igen.

Havde også investeret i en metaldetektor, men der var for meget kvarts i klipperne til at den rigtig kunne afprøves. Jeg må havde den med ud til en strand i Danmark en dag.

Michelle fandt også en elgpark i nærheden som vi var ude at besøge. Vi fik en safaritur med traktor vogne og fik lov at fodre elgene. Nogle store dyr, og igen kunne man se at Victoria er vant til dyr ude fra børnehaven. Total frygtløs.

Efter vi havde afleveret huset kørte vi til Ullared hvor vi havde et hotel ca. 10 km derfra. Det var et hotel hvor der i underetagen var udstillet gamle biler, mest amerikanske. Midt i var så en restaurant med tilhørende minigolf.

I Ullared ligger et stort outlet-center Gekås som Michelle ofte har talt om. Det var stort, meget stort, svarende til 5 fodboldbaner. Så bilen blev godt fyldt op og Victoria sad i sin stol som i et lille aflukke omme på bagsædet. Men hun hyggede sig, nu var der jo ro.

Færgen hjem var også en oplevelse. Victoria og jeg var på overdækket mens vi sejlede ud af Gøteborg og under en vejbro. Sjovt at se hvordan de nye informationer og indtryk bliver bearbejdet i den lille hjerne.

Til sidst lige et par guldkorn fra barnebarnet:

  • Efter et spil blev der meddelt til moderen: Du er en dårlig taber mor
  • Under en diskussion omkring et eller andet siger moderen til Victoria ”nu stopper det, min kvote er opbrugt” hvorefter svaret kom prompte ”vil det så sige du ikke kan råbe og skrige mere”
  • Victoria ville gerne en tur på legeplads, men da jeg ikke havde tid sagde jeg hun skulle spørge sin mor. Hun kunne heller ikke, og Victoria kom så til mig og beklagede. Jeg spurgte hvad hun synes jeg skulle sige og svaret kom ”….men hun siger nej, og det er din datter”.
  • Under overtalelse til et eller andet hvor svaret var nej kom det sødt ”jamen når jeg nu er din lille pullegris, vil du så ikke…..” Og det ville man jo.


Maj

Året 2020 Posted on Wed, June 03, 2020 11:47:19

Maj måned var stadig præget af corona nedlukningen. Alt handler om dette, og alt bliver sat i relief til denne irriterende virus. Man begynder så småt at åbne op igen, men store forsamlinger og grænsen er stadig no-go. Grænsen til Tyskland, Norge og Island åbner i start af juni, men Sverige…..øv.øv, det bliver nok ikke i år.

Bilen fik nyt udstyr, en ny autostol til Victoria. Den forrige var ved at blive for lille og Victoria klagede over at sidde klemt. Så om et par kilo kan hun også undvære mavepuden og så sidder hun lige som os andre, bare lidt højere. Som noget nyt kan hun nu nå bilruden, og som hun selv siger ”det er fordi jeg nu er en stor pige”.

Vi skulle hente pizza en dag, og Victoria følger jo med mig i tykt og tyndt, så af og til kræver det lidt forklaring hvis der er restriktioner, f.eks. på grund af corona. Hun ville gerne med ind og hente pizza, og jeg havde forklaret at det nok ikke var en god ide. Hun tænkte lidt over det og pludselig kom det ”Morfar, jeg har tænkt over det, Mette siger at der ikke må være så mange inde hos pizza manden af gangen”. Så den er på lystavlen…

Min fødselsdag blev også holdt, og vandpistoler til Victoria var et hit. Det blev også tid til IKEA tur, med afstand og Victoria fast i en vogn så man ikke kom for tæt på andre. Victoria var noget skuffet over at bistroen var lukket, de franske hotdogs kunne hun huske.

Stefan og Nico har også være hjemme et par gange, det er hyggeligt med liv i huset. Victoria og Stefan leger ”vildt”, og Stefan bliver ”naturlig træt”, for Victoria kan bare blive ved og ved ?

Der ligger også en video her: https://www.youtube.com/watch?v=qgB1vuHu7w4

Stefan’s hund Nico er normalt meget reserveret og lidt bange af sig. Naboen var ovre at lege og løbe efter Victoria. Det troede Nico var et angreb, og den blev vred og rejste børste. det havde vi ikke lige set komme, den beskyttede helt klart Victoria.

Jeg havde en dag lavet Chili-con-carne, og bønnerne der i var ikke noget hit hos Victoria. Vi tog en portion med over til Michelle, og hun sorterede dem også fra. Jeg måtte jo pointere at de var sunde, men den købte de ikke. Nico fik så resterne, og sørme om den ikke også kunne sortere bønnerne fra, hvilket Victoria jo så viste mig at så måtte det være i orden ?

Havde også en en-dags tur til Hanstholm. Jeg havde budt på en konkurs-auktion og vandt et par numre med IT-udstyr til billige penge. Jeg tog en feriedag og fik en rigtig god tur i det nordjyske omkring Mors, Hanstholm, Vejlenerne og tilbage via Hobro og Randers.

Måtte også lige forbi lægen og have fjernet en udvækst på halsen med det lidet flatterende navn ”gammelmandsvorte”. Håber det bare var en engangs seance.



Marts – April

Året 2020 Posted on Fri, May 01, 2020 14:25:07

Marts blev måneden hvor Danmark gik i stå. At det skulle være en virus der stoppede det hele havde jeg ikke set komme. Regeringen satte alt på hold, butikscentre lukkede, grænser lukkede, skoler og daginstitutioner lukkede. Folk vænnede sig hurtigt til at afspritte, holde afstand og i det hele taget at være sammen, hver for sig. Måske meget sundt at samfundet blev ramt at noget som havde indvirkning på alle, noget man ikke kan betale sig fra, hverken rig eller gammel.

Der kom et fint gækkebrev, og selvfølgelig kunne jeg ikke gætte hvem der havde sendt,? så jeg måtte hoste op med et påskeæg.

Den lille får større og større ordforråd, og bruger det heftigt, af og til i forkert sammenhæng, men sådan er det jo i en læringsperiode. Hvis hun ser TV eller iPad og hun synes vi taler eller larmer for højt bliver vi bedt om at være stille ? eller “I forstyrrer altså”.

Under de første uger af coronaen var Victoria ude hos mig i weekenderne. Det var en fornøjelse, men man bliver godt nok træt, kan godt forstå Michelle havde brug for et fri-rum.

Victoria og jeg har brugt tid på at regne med fingerene og tælle, en-to-tre osv. En dag talte jeg med Michelle om et eller andet hvor vi ikke var helt enige, og Michelle holdt for sjov fuck-fingeren op. Så kom det prompte fra Victoria: En..

Hele historien med Corona, Mette Frederiksen, statsministeren osv. har Victoria helt styr på, og fortæller også andre om det hvis de ikke helt er med…… “Mette siger vi skal vaske vores hænder”

Jeg måtte også have en rottefænger ud. Jeg havde set en rotte løbe rundt ude ved carport, og ganske rigtigt en dag efter fælden var sat op var der bid.

Til påske dukkede pludselig en udbringning op fra Vesterport Blomster. Michelle og Victoria havde sendt en sammenplantning og en goodie-kurv med tak for hjælpen. Så blev man lige gråd-labil igen ?

April blev måneden der stod på flytning. Weekend før påske flyttede mor over i en seniorbolig i Hørning, og efterfølgende blev huset i Fruering tømt så det var klar til salg. Og det blev faktisk solgt næsten før det blev sat til salg. En fra Fruering havde haft kig på det og skrev under lige så snart ejendomsmægler havde papirerne klar.

MC blev også hentet hjem og det blev til et par gode ture hen over påsken. Bla. var jeg nede over Tønder og besøge Stefan, det var godt nok koldt inden jeg kom helt hjem. Havde endnu en tur til Tønder med en vognfuld møbler der var blevet til overs hos mor. Selv fik jeg den gamle stol som stammede fra faster Petrea i København, et gammelt klenodie som jeg altid har syntes var flot.

Daginstutitioner åbnede igen i slutningen af april. Victoria trængte også til at komme over at lege med andre børn. Der er en masse restriktioner mht. hygiejne, madpakker osv. men nu er vi i gang igen. Indtil videre kører jeg dem om morgenen og forsøger også at hente dem igen om eftermiddagen. Dels for at undgå den tætte offentlige trafik og dels for at de kommer hurtigere hjem….. og ikke at forglemme fordi det jo egentlig er hyggeligt.

Victoria og jeg fik også plantet diverse dild, agurk og melon. Nu må vi se om det bliver til noget.



Januar – Februar

Året 2020 Posted on Mon, March 02, 2020 08:57:01

2020 startede med nytårsaften hos Michelle og Victoria. Victoria var spændt og nød fyrværkeri, og ville ikke i seng selvom hun var meget træt. Hun har lige lært at tælle får, og hun kom ikke længere end 14 før hun var helt væk.

Den første weekend skulle Victoria’s fødselsdagsgave så indløses. Paw Patrol forestilling i KB-hallen i København, en stor oplevelse. Da Michelle og hende kom tilbage til bilen efter forestillingen snakkede de jo om den. Pludselig sagde Victoria “Er det OK jeg slapper af”, da var det lige blevet tid til ro.

Michelle havde også vundet en fotografering af Victoria hos en fotograf nede på havnen i Vejle. Det blev en fest, det lille myr nød simpelthen at posere for kameraet, og det blev en serie af rigtig gode billeder. Det var svært at vælge ud.

Midt på måneden havde vi en firma event i København hvor vi mødtes på et hostel i det indre København. Her var der petanque på nogle baner på første sal. Det var en oplevelse.

Saturday Night Fever var årets forestilling i Musikteatret i Vejle. Der var ikke så mange tilskuere som der plejer, men kvaliteten af forestillingen var der ikke noget at sætte på. Skuespillerne gjorde det godt, og det var ligesom at være tilbage i 70’erne igen.

Victoria bliver ældre og større og dermed også frækkere. En dag tog jeg hende i at efterabe sin mor, med ord og tonefald og det hele. Michelle kæmper, kun vil jo gerne at hun opfører sig godt og ordentlig. Og det gør hun også specielt når man har hende alene. Jeg griner lidt af det, for det er Michelle om igen, og Michelle griner også lidt når jeg siger at hun ikke skal forvente medlidenhed fra mig, “pay back time”.

Sidst i januar måned var jeg inviteret til et seminar på Odense Universitet hospital omkring brug af data i sundhedsvæsenet. En politiker, en patient, en softwareudvikler og en læge havde hver deres indlæg hvorefter der var panel debat. Meget interessant, pludselig giver det mening med “big data” når man kan bruge det i patentbehandling.

Februar var den første måned hvor Eskimovej igen blev lidt øde. Stefan og Nico flyttede til Sønderjylland. Det har været hyggelig at have dem boende, og specielt at Nico gik rundt når man arbejdede hjemmefra. Dem kom tit ind fordi den troede det var den jeg talte med når jeg var på telefon. Stefan havde fået flere kontakter hvor vi kunne hente gratis møbler, så en hel trailer blev fyldt op inden vi kørte sydpå.

Jeg var også i Virring til Jacob’s 60-års fødselsdag. Det var en hyggelig dag, og de 3 unger hyggede sig gevaldigt, der er knald på når de går i gang.

Den nye svømmehal i Vejle åbnede, så Michelle, Victoria og jeg var dernede. Victoria er en vandhund ligesom sin mor og onkel, totalt frygtløs og mester i hundesvømning. Jeg har aldrig set hende spise så meget som da vi kom ud, energidepoterne skulle fyldes op.

Mor, Birte, Jacob og jeg var den sidste søndag i måneden på Nille’s kro og spise søndagsmiddag. Det skulle egentlig have været en forlænget weekendophold til mor og Niels, men Niels er i en helt anden verden og har fået det rigtig godt på plejehjemmet i Hørning.

Det var jo også fastelavn, og jeg fik et Facetime opkald fra Victoria hvor hun var klædt ud med en rød maske. Jeg sagde, hvem mon det kunne være og så blev masken løftet og hun sage “det er bare mig morfar”.