Dette var så dagen hvor jeg skal hjem. Jeg tog til lufthavnen, fløj til Panama, derefter til Paris og sidst til Billund.
Det var en lang tur på lidt over et døgn. I Billund stod Michelle og Victoria og ventede.
Jeg har lagt alle billeder op på http://colombia.olehagenjensen.dk
Tak for en god tur….
Så kom dagen hvor vi skal rejse fra San Andres. Vi blev kørt til lufthavnen og fløj med VivaColombia tilbage til Medellin.
Vi nåede lige at se det sidste kvarter og den forlængede spilletid af EM finalen på en lille snusket lufthavns cafe i lufthavnen.
På vejen ind mod Medellin havde der været et motorcykel uheld som vores taxa chauffør have overværet på vej ud. 2 motorcykler havde kørt om kap i et uofficiel væddeløb og den ene overså en lastbil og havde kørt op bagi med over 200km i timen. Det overlevede han ikke. For så lige at sætte prikken oveni viste taxa manden os er billede af sin 22 årige kammerat der var kørt galt på motorcykel og omkommet i sidste uge. Så trafikken er mega hård hernede. Vi synes de kører hasarderet med vi så på den hårde måde også at det har store omkostninger.
Nu virker internet heldigvis, så her er nogle billeder fra San Andres :
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
Så er strømmen gået igen. På vej med scooter blev vi overrasket af et regnvejr, en enorm stor byge. Vi var gennemvåde inden vi nåede hjem.
Dagen startede ellers med høj sol hvor vi var ved 2 forskellige strande med store bølger. Frokost fik vi et sted hvor menukort bestod af et skilt udenfor hvor der stod “vi har fisk”.
Vi havde godt undret os over at skoven var svinet temmelig meget til op til vores hotel. Det viser sig at vejen også bliver brugt til uofficiel hestevæddeløb. Det var flere hundrede mennesker forsamlet i dag. I øjeblikket kan vi høre de hepper på heste. Stefan havde overvejet at gå derned, men jeg var lidt betænkelig, og slet ikke med kamera når der sandsynligvis er illegale løb.
Her til aften var vi sidste gang inde i byen hvor det hele bliver lidt turist præget. Der var live musik flere steder, og på vejen hjem oplevede vi mange lydanlæg sat op ud til vejen og skruet op på fuld styrke. De forstår godt nok at lave en fest.
Dagens kultur :
Selv om der er politikøretøjer på vejen, ophæver det ikke retten til hverken at overhale dem inden om, for optrukne striber eller høj hastighed.
I nat var der kraftigt tordenvejr og strømmen var væk nogle timer. Og her til morgen blæser det en del.
Til morgenmad sidder alle ved det samme lange bord i hall til komplekset. Der er ingen grænser for den gode service, de springer for en. Ejeren, Herbert er en meget serviceminded mand, han kørte os ind til byen første aften, og han har lige tilbudt at køre os til lufthavnen på søndag.
Billeder må vente til på søndag når vi er tilbage i Medellin, men smukt er her. Kører man langs strandvejen på øst siden, står der en havgus ind over vejen.
Vi kørte over til vestsiden hvor der er et sted at snorkle. Ved indgang fik man udleveret brød til fiskene. Og dem var der mange af helt inde ved kanten. Det var ikke en strand, men klipper lige ud til vandet. Der var også et sted hvor man kunne springe direkte fra klippen ud i havet.
Senere kørte vi til sydspidsen for at spise. Restaurant lå helt ud til vandet, og der løb krabber rundt på gulvet. De måtte være blevet skyllet ind med de høje bølger. Der var nogle huller ind under klipperne, så når bølgerne kom ind var det nærmest som en gejser op af hullerne.
Her til aften har vi været inde og spise på endnu en restaurant anbefalet af Herbert. I går prøvede vi et steak-house der bare var så godt, at vi også ville lytte til hans råd i dag. Det var en fiske restaurant der bare var god. Fisk, rejer, blæksprutte, hummer, musling, alt godt fra havet.
Dagens kultur :
For et par dage siden sad Stefan og jeg og talte, og pludselig sagde Tatiana at det måtte da være noget meget alvorligt vi talte om siden vi sat ret op og slet ikke brugte armbevægelser.
WIFI fungerer nogle gange og fleste gange ikke her på øen, så stadig ingen billeder på blog. Men google “San Andres” og hvis I vil se den luksus Mansion vi bor på så også “Posada Boutique South Beach”.
Det er et utroligt lækkert hotel i gammel koloni stil. Masser af antikviteter, malerier, marmor og andet. Vi bliver passet op på alle måder. Der er en stor swimmingpool så den gamle vandhund i Stefan kom frem igen. Der ud over er der katte, hunde, en hest og en stor skildpadde. Den ene kat er overbevist om at den ejer stedet, har lige sat Stefan på plads med nogle store rifter fra sine kløer, så den er ikke i kridthuset.
Vi har en 500,- meter til kysten af det Caribiske Hav, så der fik vi også lige dyppet kroppen. Vandet var meget varmt og lækkert.
Vi har lejet et par scootere, det er langt den nemmeste måde at komme rundt på. Trafik regler er en by i Rusland, hjelm er der ingen der har og nogle kører endog rundt uden nummerplader.
Dagens kultur :
Når de skal hæve penge går man ind i en slags kabine så man er alene. Her kommer så min danske utålmodighed på prøve. De nærmest slår rødder derinde, de er mega længe om det.
Dette blev så dagen hvor vi igen skulle forlade Medellin. Efter luksus morgenmad på hotellet, aflevering af bil og lidt små indkøb, mødtes vi med Tatiana og fik frokost. Heldigvis kunne vi opbevare overskydende bagage på hotellet til på søndag hvor vi har booket igen,
Vi tog til lufthavnen og med VivaColombia til San Andres. Det var tydelig at de fleste aldrig havde prøver at flyve før og at dette var et eventyr og ferie.
San Andres er ikke ret stor, ca. 30km rundt langs kysten. Vi fik en taxi til det hotel vi havde booket som lå stort set så langt fra lufthavnen som man kan komme.
Vi er i øjeblikket gæster på et hotel der langt overgår hvad jeg før har set af hoteller. Alt er fint og skinnende og holdt i gammel koloni stil. Service er i top af ejerne, de kørte os ovenikøbet tilbage til byen for at vi kunne se fodbold på en bar.
Det var iøvrigt en oplevelse. Et Medellin hold spillede mod et brasiliansk hold. VB 1. divisions gå hjem og vug. De råbte, skreg, hoppede og dansede. Medellin vandt, og Stefan sagde at nu går de amok og mister alle hæmninger, så vi ville gøre bedst i at forsvinde, selv om vi holdt med vinderne.
Internet er meget ustabilt hernede, faktisk har vi ikke fået det til at virke ordentlig endnu, og må bruge WIFI når vi er inde i byen. Så ingen billeder denne gang.
Der er meget varmt, over 30 grader i går. Det var samtidig blæsende ind fra havet, så man havde en fornemmelse af salt på huden hele tiden.
Dagens kultur :
Vi var inde og handle i supermarked i Medellin, skulle bruge noget solcreme. Man tager varen, giver den til en ekspedient som så giver en et nr. Når man har betalt ved kassen, er der en anden som løber tilbage med nr. og henter varen. Når man så senere forlader supermarked er der en vagt som kontrollerer at dine varer passer med din kvittering.
I dag blev en stille og rolig dag. Vi startede oppe fra vores “finca” hvor vi ville have set lidt mere af Salento. “fincaen” var utrolig smuk, en firkantet bygning med en lille gård i midten med masse af blomster.
Men det regnede kraftigt og besluttede så at køre mod Medellin. Det var et klogt valg, da vi kom ca. 10-15 km fra Medellin, kunne vi se at lastbilerne igen var ved at samle sig for igen at blokere vejene pga. deres arbejdskonflikt.
Vi nåede fint til byen og fandt vores hotel og vi er godt nok gået et par stjerner op. Vi fik hjælp på det hostel hvor Tatiana arbejder til at skrive vores boarding kort ud til i morgen. Planen er at vi skal aflevere bilen og få vores overskydende bagage opmaganiseret her på hotellet hvor vi også har bestilt overnatning natten til mandag i næste uge hvor jeg skal hjem. Derefter flyver vi til San Andres.
Stefan er i øjeblikket ude med en kammerat og se på et værelse han muligvis kan leje når vi kommer hjem. Han har flere på hånden, så det flasker sig sikkert.
Dagens kultur :
På hovedgaden står der gadesælgere der griller kød direkte ud til kørebanen, gud ved hvordan deres smiley ser ud.
Her kørte vi så videre ned til Salento, en lille hyggelig by der ligger 15 km. sydøst for Pereira. Her ligger Val de Cocora, en dal der er kendt for sine meget specielle høje vokspalmer. Det er et af de få steder i verden de gror.
Vi valgte at tage første delen på hest (undskyld Michelle, men de 1,5 time opad var godt givet ud). Jeg ved ikke om det var mig eller hesten der var mest træt da vi kom op, det var godt nok en prøvelse. Hesten blev i øvrigt skiftet ud midtvejs fordi den første havde gået lidt meget denne dag. Hest nr. 2 forsøgte at komme nedad, og jeg anede jo selvfølgelig ikke hvordan man styrer kræet, så guiden sprang efter os.
 |
 |
 |
 |
Da vi kom helt op var der et kolibri hus hvor vi sad og red regnen af inden vi skulle begynde nedturen på gå-ben.
De 7 km. tilbage startede med en mega stejl sti der gik fra 2400 til 2900 meter over havet. Det var godt nok hårdt, både at gå op ad og den meget tynde luft. Helt oppe kunne vi så nyde udsigten hele vejen ned. Undervejs slog vi følge med 4 unge colombianere der havde en guide på. Han kaldte os for gringoer, og Stefan pointerede at vi i hvert tilfælde ikke var gringoer hvorefter guiden sørgede for at vi kom med gruppen. På den måde kom vi ind over nogle store græsarealer væk fra de officielle stier, sikke et syn.
Til sidst kørte vi så ind til Salento hvor vi har booket på en “Finca”, en slags gård-hotel. For en gangs skyld holdt billederne på booking.com. Et utroligt smukt sted.
Vi har været nede i midt byen og spise egnens specialitet, grillet ørred….. kan varmt anbefales.
Dagens kultur :
Ifølge Stefan er det meget svært at få colombianere til at føle sig flove. Det viste sig bl.a. i dag oppe ved kolibri huset hvor en stor flok ville have taget et gruppebillede. Stefan fik deres kamera, og sagde at de skulle sige “whisky”. De nærmest skreg det i kor. I Danmark havde man bare fået et beskedent svar.
Iøvrigt var det første gang hvor de også ville have blåøjede mig med på et billede sammen med Stefan. Selvfølgelig var der også igen nogle unge piger der ville fotograferes med Stefan.
