Januar

Så kom vi ind i 2019. Ikke rigtig vintervejr, men koldt og surt. Sidst på måneden kom der dog en smule sne og alligevel ikke noget der blev liggende.Eskimovej blev stille igen da Stefan midt på måneden rejste tilbage til Colombia. Det var nu rart at have ham hjemme på besøg, det nød vi alle, ikke mindst Victoria. Der gik gemmeleg i den med hyl og hvin, hun kommer til at savne ham.
Jeg fik endelig startet mit længe planlagte projekt Radio-ombygning. Jeg brugte en hel dag på at skille en gammel Audiola radio fra hinanden og bygge en ny moderne indmad ind. Se hele historien her : http://www.olehagenjensen.dk/hobby/radio.html

Den sidste weekend før Stefan skulle rejse havde jeg lavet middag så vi kunne spise sammen. Victoria stak uforvarende sin hånd ned i den brandvarme mad og fik et brandsår på sin ene hånd. Efter en time i lunkent vand måtte vi alligevel ned på skadestuen og have brandvablen væk og sat et stort lyserødt plaster på.Mens hun sad med hånden i vand kom jeg til at slå min fod mod et bordben og brokkede mig højlydt. Det kom så prompte fra Victoria “Jeg kom til skade først”

Sidst på måneden fik vi noget omgangssyge. Jeg skulle have Victoria til overnatning og sidst på aftenen kastede hun op første gang og senere på natten endnu en gang. På samme tid fik jeg dårlig mave, så jeg var nødt til at køre hende hjem, som Victoria ville sige “Morfar, gammel mand”. Men jeg er nu mere rolig når Michelle passer hende når hun er syg. Dagen efter var det så Michelle’s tur. Vi troede det var noget mad, men Linda havde spist det samme og for en gangs skyld slap hun helt fri.

Jeg var også i Gormshallen i Jelling og høre Niels Hausgaards show “Tryk min danske hånd”. Jeg havde ondt i hovedet af at grine da jeg tog derfra. Specielt et par sætninger hang fast. “Man får kun børn af 2 grunde, egoisme eller sjusk.” og deraf konkluderet at “det er ok at børn kalder deres forældre for en anarkistisk gammel nar, men der går også grænsen også”.

Jeg blev også ringet op af Michelle, og det var Victoria i den anden ende. Jeg spurgte hvordan det gik og hun svarede: “Det går ikke godt, jeg hører ikke efter”. Den var gået ind på lystavlen hvor den var galt.
En dag jeg hentede hende i børnehaven spurgte jeg hende hvordan det var gået, “de var sure fordi jeg ikke spiser mit rugbrød og jeg snakker hele tiden”.
Michelle havde også sat og spist med hende og de havde for sjov givet hinanden en bid mad. Da Victoria havde givet Michelle klappede hun hende på kinden og sagde “God hund”.

Michelle og Stefan havde også været efter mig hvorfor jeg blev ved med at have de gamle lænestole fra 80erne, og Stefan var taget med mig op og købe en ny Stressless. Den blev leveret i januar måned. Den har kun en fejl man falder i søvn i en hele tiden….

Leave a Reply