Maj

Maj måned slog vejrmæssigt alle rekorder. DMI har i den tid de har samlet målinger ikke haft så varm en maj måned og med så mange solskinstimer og sommerdage (over 25gr). Hvordan bliver resten af sommeren når den sidste forårsmåned har slået hele sidste års sommer statistik. Sydeuropa har derimod haft megen kulde for en gennemsnitlig maj måned… ekstrem vejr… ja men denne gang klager vi ikke smiley
Jeg har også fået købt min flybillet til Colombia. Glæder mig til at besøge Stefan og Tatiana igen til juli. Talte med Stefan om hvad vi skulle se, og indtil videre er Caño Cristales, Cartagena og Santa Marta i spil. Stefan er i gang med at se på muligheder inkl. fly transport, så nu må vi se hvad vi når. Under alle omstændigheder gælder jeg mig også meget til at se lidt mere i Medellin.

Først på måneden fik vi Victoria’s Eskimovejs cykel i gang. Den havde stået på lager lidt fordi Michelle selvfølgelig gerne selv ville havde deres egen cykel i gang først.
Den 3. maj fik mit nye bil-kamera sin debut. Jeg var uheldigvis lige bag ved en motorcykel som kørte lidt frisk på Motor Ring 4 ovre ved Ballerup. Det resulterede i at motorvejen lukkede en times tid og mc-cyklisten blev kørt væk med blå blink. Både politi og brandvæsen var der for at rydde op da der havde lækket benzin. Se videoen ved at trykke her

Maj er jo også måneden hvor der er Jelling Musikfestival, og i år havde jeg fornøjelsen af at se Suzi Quatro, C.V. Jørgensen, Rocazino og Jacob Dinesen. De tre første var ren nostalgi og den sidste en meget positiv overraskelse. Han havde stemme og stil lidt a’la Bruce Springsteen. Ham kommer vi til at høre mere til, han er også med i Rock i Byparken i Vejle til august hvor jeg har købt billet.Fik også set både Mads Langer og Tommy Seebach, men det var lidt i periferien, man er jo nødt til at prioritere smiley
Igen var maj måned jo en endeløs række af oplevelser, udtalelser og indtryk for “pullegrisen”. Jeg havde anskaffet et dukkehus i håbet om at hun ville få nogle stille stunder med at arrangere og lege med det. Det gik som jeg havde håbet. Den første dag sad hun sammen med Linda og legede lang tid på gulvet og flere gange har hun efterfølgende brugt meget tid på det.
Hver gang hun ringer via Facetime spørger hun til huset, så er jeg lige nødt til at gå ind og filme det så hun kan se at alt er i orden.
Michelle anskaffede også et sommerfugle-bur med sommerfuglelarver. Victoria fulgte meget interesseret med i deres gøren og laden fra larve til puppe og til sidst til sommerfugl. De er nu sluppet fri i deres have, men en stor oplevelse.Victoria har også fået smag for både is og slik som hun kalder “lade”. En aften sad vi og spiste aftensmad og hun ville ikke rigtig spise. Jeg forsøgte så at forklare hende at hun skulle spise sund mad og ikke usund slik. Jeg pegede på min egen mave og spurgte hende om hun vidste hvad den var kommet af. Uden tøven kom det fra hende “lade”…. så kan jeg lære det.

Leave a Reply