Maj måned startede med at jeg endelig fik købt en
robotplæneklipper. Jeg fik lagt afgrænsnings kabel hele vejen rundt om plænen
og så var Herbert klar til kørsel. Den kører lidt hver dag, men holder sig i
garagen hvis der er udsigt til regnvejr. Jeg har et lille projekt med at få den
til at køre hjem hvis det starter med at regne mens den er i gang.
Jeg fik også anskaffet mig en lille bærbar drone. Den kræver
noget træning og få til at flyve rigtig, men det hjælper.
Victoria vil også prøve, men for det meste løber hun ind
under birketræet fordi hun bliver lidt bange for den. Ligesom Herbert har hun
utrolig respekt for dem. Det er sjovt at se hvordan hun bruger teknologien,
iPad, iPhone, TV osv. men når det kommer til noget med kunstig intelligens som
dronen, Herbert ude på plænen og Roberts inde i stuen, så holder hun sig lidt
på afstand, de dimser tænker jo selv og er derfor lidt uforudsigelige for
hende.
Der blev også tid til ekstrem sport i maj måned, en tur i
IKEA sammen med Michelle og Victoria. Manglede nogle flere hylder til Stefans
gamle værelse og nogle nye glas. Victoria mener godt nok det er hendes værelse
nu, men den må de klare indbyrdes ?
Mor, Birte og Jacob var nede til min fødselsdag til frokost,
en rigtig hyggelig dag.
Jeg fik bestilt min ferie, 14 dage i sommerhus ovre ved
Vedersø/Ulfborg i juli måned. Michelle og Victoria tager med, så det skal nok
blive sjovt. Jeg fik anskaffet en cykelstol til Victoria, og vi har
allerede afprøvet den, et klart hit. Dagen efter ringede de fordi hun havde
overtalt sin mor til at den skulle monteres på hendes cykel, så jeg måtte
flytte den over.
Desværre var der også lidt sygdom i maj, dårlig mave. Skulle
have været til København en af dagene, men måtte melde fra tidlig om morgenen
da det var en rigtig dårlig ide at bevæge sig væk fra de faste installationer i
huset.
Sidst på måneden var vi nede og se Monstertruck foran
Bryggen. Nogle store kraftige biler som de ødelagde nogle andre bilvrag med.
Juni måned startede med Jelling Musikfestival. Vejret var
perfekt, og jeg gik stille rundt til de forskellige musik indslag. Når man går
rundt alene kan man rigtig bruge tid på at betragte de forskellige
mennesketyper. Specielt lagde jeg mærke til at der var absolut ingen af anden
etnisk herkomst. Bryder de sig ikke om musik eller kan de bare ikke lide at se
det lidt umådeholdne alkoholindtag af visse især unge mennesker? Jeg så Anders
Breinholt og Anders Lund Madsen lave en padcast, havde helt ondt i hovedet af at
grine. Så Pretenders, TV2, Lars Lilholt, ZZ Top og definitivt dagens bedste
Johnny Madsen med band.
Victoria bliver helt klart ældre og mere beregnende.
Linda og jeg har før været med hende i Plantorama,og der er en Postmand Per bil
som hun kan prøve. Hun ved godt at jeg ikke har kontanter med så Linda har
givet hende den 10er som skulle bruges. Her i juni skulle Michelle og jeg så op
samme sted og hente blomster og allerede inden vi tog hjemmefra fandt Victoria
sin pung og var i min sparegris hvor hun ved der er mønter. Hun havde jo luret
at Linda ikke var med så hun ville sikre sig mønter. Jeg havde overhovedet ikke
tænkt på det, men da vi så kom forbi Postmand Per og hun bad om lov til at
prøve, sagde jeg jo bare at jeg som sædvanlig ikke havde kontanter med. Det kom
så prompte fra hende: Jeg har selv med…..
Ligeledes sagde hun en dag at hun havde lidt mavekneb.
Jeg kunne godt se at det bare var fordi hun var træt, så jeg fortalte at jeg
kendte en god kur, en jordbæris. Et par dage efter hvor vi kørte i bil og hun
hyggede sig kom det pludselig fra hende at hun havde lidt ondt i maven. så må
vi hjem og spise noget mad sagde jeg, men hun fortsatte at der nok måtte
jordbæris til før det forsvandt.
Midt på måneden var jeg i Jyske Bank Boxen i Herning og
se Mark Knopfler. En stor oplevelse.
Firmaet har besluttet at den anden fredag i hver måned
skal vi holde til middag. Wellness Friday kalder man det. Det er meningen at
man bruge tiden til at dyrke sig selv eller gøre noget for eller sammen med
familien. Det passede perfekt så jeg var med mor ude og købe en ny
opvaskemaskine, så tommelfingeren opad for Wellness Friday.
Året samling af gamle HPere hos en kollega til stegt
flæsk blev også gennemført. Det var andet år vi holdt det og håber det bliver
en tradition, masser af gamle røverhistorie fra dengang IT (EDB) var et
specialiseret erhverv og der var mange og store penge i det. Ikke nu hvor alle
kan og vil og det bare er blevet mainstream som et hvert andet håndværk. Ikke
noget ondt om det, men det var nu sjovere i gamle dage.
Der flyttede en ny familie ind i mit skur. En solsort
byggede rede og lagde 4 æg. Hunnen udrugede dem tålmodigt og de blev også
udklækket, men samme dag blev de forladt og de døde desværre alle.
Victoria fulgte intens med i forløbet…livets gang på
Eskimovej.
Victoria, Michelle og jeg tog til Sjælland den 22. Hvor
Michelle’s julegave skulle indløses. Take That koncert i KB-hallen. Victoria så
med stor undren på sin mor der var som teenager igen.
Dagen efter var vi forbi den lille havfrue.
Der efter så vi den gamle fødeklinik hvor Michelle blev
født, nu et forladt kompleks hvor der senest var en Netto butik.
Den sidste uge stod i studenternes tegn. Tirsdag holdt
naboen fest for Camilla, om lørdagen var det for Cille i Århus og om søndagen
var det Oline i Silkeborg.