Oktober – November Ole Hagen Jensen, Wed, December 16, 2020Sat, January 02, 2021 Modtagelsen jeg fik i børnehaven i begyndelsen af oktober var virkelig rørende. Michelle og jeg tog sammen ud på Solsikkegård for at hente Victoria. Michelle går ca. 10 meter foran mig og Victoria opdager os, løber lige forbi sin mor og videre i armene af mig. Det er rart at vide man er værdsat. 🙂 Victoria fyldte 5 år. Desværre midt i en coronatid, så der var restriktioner både på den ene og den anden måde. Tatiana og Stefan kom op og var med til at fejre hende, med kakao, flødeskum, kagemand og det hele. I begyndelsen af oktober blev jeg tilbudt en corona-antistof test, men desværre var den negativ, jeg havde ikke haft noget der kunne danne antistof. Så nu er det bare at vente på vaccinen så vi kan komme videre. På Birte’s fødselsdag den 17. oktober skulle vi alle til Virring, men mor meldte afbud fordi hun havde det skidt. Senere på dagen kørte Birte så over med lidt mad, og det første hun gjorde var at ringe 112. Inden de kom sagde mor ordret til Birte “Jeg ved jeg skal dø i dag”. Ambulancen kom og i det de trådte ind fik mor et hjertestop. De fik mor genoplivet, bragt til Skejby, men det så ikke godt ud. Mandag den 19. oktober slukkede man for al teknik, og i løbet af 10 minutter sov mor stille ind. Onsdag den 28. oktober blev mor bisat fra Fruering kirke. Desværre var der restriktioner på max. 50 i kirken og det planlagte begravelses-kaffe på Vestermølle blev aflyst. De måtte ikke modtage så mange. Vi nærmeste tog over til Birte og havde en stille, rolig og hyggelig eftermiddag trods den sørgelige grund. Stefan havde endelig fået en ordning med myndighederne i Tønder, og den 22. oktober blev han og Tatiana lovformeligt dansk gift på Tønder Rådhus. En rar og god oplevelse midt i alt det andet sørgelige. Vejle Musikteater havde også besøg af Pink Floyd Project, en fremragende musikalsk rejse tilbage til fortiden. En af Victoria’s venner ude på Solsikkegård taler også engelsk, og pludselig lød det en dag hvor Victoria undrede sig over noget “What the heck”. Der er små ører til alt hvad der bliver sagt 🙂 I november startede 2. bølge nedlukning og det bliver bare værre og værre. Jeg bestilte tid til den årlige vaccination for influenza, men pga. corona var der så mange andre der ville vaccineres at man var ved at løbe tør for vacciner. Jeg måtte ringe rundt, og det lykkedes mig at skaffe en dosis. Victoria var på besøg en weekend hvor der var rivning af blade. Hun nyder at gå rundt uden der er nogen der holder øje med hende. Hun fik vasket både cykel og legehus (og sig selv), så det endte med at alt tøj også røg i vaskemaskinen til sidst. Victoria bragte også traditionen tro en forkølelse med hjem. Hun selv var ovre det på et par dage, mens jeg stadig døjer med det. På et tidspunkt kom hun hen og lagde en hånd på mig og sagde “Er du OK, morfar”. Hun er på mange måder en pige der tænker på andres ve og vel, kan ikke lide at nogen er kede af det eller har det skidt. Året 2020