Mandagen startede med morgenbuffet på hotellet, et hit. Tatiana undrede sig over jeg kunne lide ost med marmelade når jeg synes at varm kakao med ost lød ulækkert.
Vi kørte ind til den gamle bydel i Cartagena for bl.a. at se nogle gamle træskibe som i øjeblikket lå til kajs.
Derefter gik vi op til Castillo San Felipe, et gammelt fæstningsværk fra den spanske kolonitid.
Der var er fantastisk udsigt over byen, og en megavarm oplevelse. Tatiana spurgte en taxi chauffør hvordan de klarede den hårde varme og høje luftfugtighed. Han svarede at det var ligesom med et ægteskab, man vænnede sig til det. Eftermiddagen endte med kraftig regn og torden, så badetur blev aflyst.
Tirsdag var så sidste dag i Cartagena, hvor vi lejede en bil i lufthavnen og begyndte køreturen til Santa Marta.
Vi kørte langs kysten hvor landskabet ændrede sig meget på de ca. 170 km. Fra badestrand til råt kystområde til sump område og igen til bjerge.
Undervejs holdt vi frokost, en lille biks hvor der også var en lille butik. 2 retter varm mad til 3 personer incl. drikkevarer for ca. 40 kr. Og nøjes med 1 ret er ikke en option, en menu er en menu. I deres lille butik var jeg meget imponeret over den nøjagtighed hvormed deres varer lå. Jeg spurgte om jeg måtte tage et billede og først troede indehaveren der var noget galt, men da hun endelig forstod, kunne man se hvor stolt hun var.
Vi ankom til et hotel i udkanten af Santa Marta sidst på eftermiddagen. Om aftenen tog vi ned til strandpromenaden for at spise.
Meget mærkeligt, lige pludselig kom der en colombianer gående på fortovet med en t-shirt med billede af Bølgen og teksten Vejle. Verden er alligevel ikke så stor.