April måned har været kold, våd og forblæst, et rigtig dansk forår.
Den første weekend var der Stumpemarked i Herning, og traditionen tro var Michelle og jeg deroppe. Victoria var selvfølgelig med, og det medfølger jo en del mere logistik. Barnevogn, mad osv. og som det sidste nye også at hun selv vil gå det meste af tiden.
Og det er ikke til diskussion, hun bliver en bestemt dame med sine egne meninger om tingene.
Stumpemarkedet er ved at have set sine bedste tider, det bliver mindre og mindre for hvert år. Der er sikkert alt for mange andre markeder som tager sin del af kagen.
De tre dage før påske tog jeg så en tur til Berlin. Kørte med tog på 1. klasse til Hamborg, skiftede og videre til Berlin. Det er en utrolig afstressende rejseform, og specielt i Tyskland er der service for alle pengene på toget.
Boede på Hackesher Markt, meget centralt. Ud over at køre en del rundt med sporvogn, så jeg det gamle Stasi fængsel, Stasi museet, East Side gallery og var også igen forbi Mauerpark. Der er sket meget i byen siden jeg var der sidst for 3 år siden. Sporene efter DDR tiden forsvinder mere og mere. Specielt lagde jeg mærke til at det gamle Vestberlin er mange bygninger og beton, hvor det gamle Østberlin nu har mange store grønne områder i de nye bydele.
Påsken gik med bygning af Insekthotel. Ideen havde jeg fået nede på Økolariet i Vejle, og jeg synes selv at resultatet er blevet godt. Victoria har inspiceret og set at de første bænkebidere er flyttet ind.
Efter påske var jeg i Vejle Musikteater og se “ABBA – The Show”. I år er det lige nøjagtig 40 år siden jeg så de rigtige ABBA i Brøndby-hallen i København.
Det var næsten som at være der igen….. men de rigtige var nu de bedste.
Sidste weekend i april var Victoria, Linda og jeg så på biblioteket. Det var en oplevelse, hun havde en fest i Pippi Langstrømpes hus og var meget overvældet af alle bøgerne og ikke mindst af alle de andre børn der var dernede. En rigtig god oplevelse for os alle.