Island fredag 22-4-2022

Så startede turen til Island. Jeg har glædet mig til at se den smukke og anderledes natur. Jeg fløj til Oslo om morgenen og videre til Reykjavik hvor jeg landede kl. 11 om formiddagen.

Jeg havde lejet en bil hos Hertz og startede ud med at køre til det vestligste af Island hvor der står et fyrtårn. Her spiste jeg min medbragte mad fra lufthavnen.

Derefter kørte jeg sydpå og kom igennem et landskab der lignede noget fra månen. Utroligt øde, bakket og stenet lavet af lava gennem tiderne. Efter et stykke tid var jeg ved det man kalder broen mellem Europa og Amerika. De to tektoniske plader mødes her og fjerner sig meget langsomt fra hinanden. Det er det som skaber de mange jordskælv og vulkanudbrud i området.

Jeg drejede nu nordpå ind i landet igen, og her ændrede landskabet sig igen. Jeg kørte nu langs en sø og kunne se bjerge med sne i horisonten.

Jeg endte op med at komme ind i Reykjavik fra sydsiden. Jeg havde ikke forestillet mig at forstæderne var så store, men de sidste 10-15 km var med masser af huse. Ikke særligt høje boligblokke, men mange lave huse. Og nu kom de første træer også. Ikke mange, men de var der da. Jeg fandt hurtigt mit hotel og har fået en fantastisk udsigt over havnen.