Januar – Februar

Jul og nytår var med en masse dejlige fridage, stille og roligt. Alle mine opsparede feriedage skulle bruges da jeg nu kunne mærke hvor det bar henad. Jeg havde allerede i november meddelt min chef at hvis der skulle spares og der var aftrædelsespakker ville jeg gerne stille op. Den 12. januar blev det så meldt ud at pr. 1/2 var jeg fristillet og ikke længere en del af HPE. Det var en meget mærkelig fornemmelse nu efter 47 år på arbejdsmarkedet at være uden job.

Den 14. januar var der kraftig vulkanudbrud på Tonga-øerne på den anden side af jorden. Der var forlydender om at man ville kunne mærke trykbølgen hele verden rundt, og ganske rigtig meldte min vejrstation en pludselig kortvarig trykstigning om eftermiddagen den 15. januar. Det er utroligt at det kan mærkes hele jorden rundt

Den 28/1 var så min sidste dag på arbejde, og jeg var i Allerød for at aflevere alle mine ting. Jeg havde planlagt at blive i København natten over, jeg havde en overnatning på Scandic der var blevet tilovers fra den aflyste julefrokost. Jeg gik op og spiste min aftensmad på Hereford Beefstow, det samme sted hvor jeg spiste den dag jeg blev ansat i HPE nøragtig 36 år tidligere (dengang hed det bare HP).

Februar blev så den første måned i frihed, selvom de stadig ringer og stiller spørgsmål. Jeg startede på et forløb hos AS3 for ligesom at sætte en afslutning, men også forberede mig på måske at tage noget deltid. Jeg har besluttet at jeg vil være arbejdsfri, i hvert tilfælde indtil september. Hos AS3 får man et værktøj til at sætte sin kompetanceprofil og CV samt skrive en ansøgning. Det sidste er lidt mærkeligt, udover det første arbejde hos Rovsing har jeg aldrig skrevet en rigtig ansøgning

Jeg har også fået gang i projekt “ny skrænt”. Den gamle skrænt blev taget ned og kørt væk og der er gravet ud til at de nye sten kan sættes. I skrivende stund skal der begyndes med at støbe den første række fast.

Ældresagen havde et foredrag nede på Domus af en lærer som havde været ansat i Grønland nogle år. Et rigtig godt foredrag som bekræftede flere af de fordomme man har omkring Grønland. Men Ældresagen tager kun kontanter… kom nu ind i det 21. århundrede. 🙂

I skolens vinterferie holdt Victoria fri fra SFO, og jeg var så heldig at have fornøjelsen i flere dage. Hun sov her ude fra fredag til tirsdag og igen onsdag til torsdag. Om dagen var hun her hele tiden mens Michelle var på arbejde. Mandag var vi nede og se blå blink ved biblioteket, og hun var inde i både brandbil, kranvogn og ambulance. I den sidste var hun oppe på båren, og jeg kunne høre hun fortalte en lang historie om mig og min kørsel dengang med blodprop. Selv om vi ikke til daglig taler om det, har det åbenbart sat sig i hendes hukommelse.

Tirsdag var vi i svømmehallen, og selvom hun var ved at blive godt kold med blå læber var hun svær at få op. Det var et hit, og vi har allerede aftalt vi skal derned igen en gang i marts. Torsdag kørte vi til Herning og så Folk og røvere i Kardemommeby, igen et hit.

Fredag fik både Michelle og Victoria sit sidste vaccinations stik, så lad os håbe det hele er ovre for denne gang.

Den sidste fredag i februar brugte jeg for første gang muligheden for en 60+ billet i dagtiden. Jeg var til Ferie for Alle i Herning og undersøge mulighederne for rejse. Jeg ser lidt på Island og vil i august måned en tur op gennem Norge til Nordkap og ned gennem Finland og Sverige hjem. Nu har jeg jo ikke en ferie deadline, så det bliver spændende. Messen gav mig masser af inspiration, så nu er det bare at komme i gang med at planlægge.