I dag startede vi med at tage metroen op til endestationen i det nordlige Medellin. Derefter tog vi kabelbanen op til midt på bjerget.
Derefter forsatte vi med kabelbane til Parque Arvi. Et stort park område hvor man enten kan tage kabelbane som vi gjorde, eller bus eller bil. 
Vi tog en bus op til det nord/østlige hjørne af området hvor der er et rekreationsområde kaldet Confama. Vi gik en lang tur i området som på mange måder minder om en mega-stor botanisk have.
 |
 |
 |
 |
Vi tog så kabelbanen og metroen tilbage til den anden ende af byen hvor vi så Comuna 13 med de elektriske rulletrapper hvor Stefan har været med i et projekt for at lære områdets folk og guiderne det engelske sprog.
Tilslut var vi Pueblito Paisa, et højt punkt midt i Medellin hvor der ligger en gammel plads med huse i koloni stil. Vi var der lige nøjagtig til solnedgang og så det i bagrunden af den store by.
Igen så jeg den åbne omgangsform colombianere har. I kabelbanen var vi dårligt startet før der var en samtale i gang mellem Stefan og en dame der viste sig at være med i en fond der drev velgørende arbejde for de beboere som boede i området området omkring Parque Arvi. I kabelbanen retur kom Stefan i snak med en familie fra Bogota som var på ferie. I Comuna 13 var der mange mennesker der lige skulle hilse på Stefan fordi de kendte ham.
Det er rart at have en med der kan sproget, ellers havde det godt nok været svært. Det er helt normalt at tage en taxi, men hvordan skulle jeg have forklaret en hvor jeg skulle hen. Det at bestille mad ville også være en udfordring, en ting er at oversætte en anden at vide hvad man egentlig får. Vi bevæger os jo rundt i byen som indfødte ene og alene fordi Stefan kan sproget. Medellin er en by hvor alt står på spansk, engelsk er et fremmedsprog som meget, meget få kan. Vi ser og oplever ting som en almindelig turist aldrig ville have en levende chance for at opleve.
Dagens kultur :
Man peger ikke når der er noget man vil gøre opmærksom på, man laver trutmund og retter hovedet mod det man vil vise.