De første par uger af september havde jeg fornøjelsen af besøg af Nico. Det er en hund der ikke sådan lige knytter sig til folk, men mig har den det fint med. Det samme med Victoria og også Michelle hvis hun klapper og nusser med den. Den har det med sine vaner, ud om morgenen, hurtigt også ind og tigge om mad. Hvis det er regn eller koldt stritter den imod hvis vi går for langt. Af en eller anden grund vil den ikke spise godbidder. Så havde jeg besøg af en fra Ældre Sagen som også har en hund. Han havde godbidder med, og dem var Nico helt vild med. Han lagde nogen til mig så jeg kunne give dem til Nico senere, men Nico ville ikke røre dem. Han var også alene hjemme et par gange, og det passer ham slet ikke.
Victoria var her en weekend sammen med Nico, og de kommer fint ud af det sammen. Hun vil gerne kramme Nico, men det gider han ikke for meget.
Var med Hemingway klubben til Sort Sol i Ribe og så da også lidt, men ikke meget. Weekend efter tog jeg så derned sammen med Linda hvor vi besøge Vadehavscenteret og endte samme sted som klubben til Sort Sol. Denne gang var der rigtig mange stære, et betagende syn når de i formation flyver rundt for til sidst hurtigt at lande i sivene. En naturvejleder fortalte at der kunne være op til 5 fugle på et siv. Dem der var øverst var i størst fare for fjender, hvor imod dem der sidder nederst bliver overskidt af dem højere på sivet. Så det er ligesom pest eller kolera 🙂
Jeg var på heldags kursus 2 gange med Ældre Sagen. Første gang var Windows11/Mac i Middelfart, og anden gang var Kunstig Intelligens i Odense. Desuden var der Temadag i Brørup hvor vi fik talt med en masse andre frivillige fra andre steder i Sydjylland. Efterfølgende var vi 2 der var ude og besøge IT-Caféen i Juelsminde for at suge viden for at få flere besøgende.
Det var også tid til vaccination, denne gang nede i Kirkehuset ved Langelinie. For første gang havde jeg det efterfølgende skidt et døgns tid.
På Søndermarksskolen var der Videnskabsfestival, og da moderen var arbejdsramt, besøgte jeg skolen for at se hvad de havde lavet.
Victoria fyldte 9 år og havde besøg af Birte, Julie og Aksel. Victoria er helt væk i den lille fyr, sjovt at se hvordan hun nyder at være sammen med ham. Vi havde først fælles morgenmad før skoletid, og derefter ovenstående besøg efter skole og til sidst spiste vi nede på Bones. Da vi kørte hjem om aftenen spurgte jeg hende om hun havde haft en god dag og hvad der havde været det bedste. Uden tøven svarede hun: Besøg af Aksel.
Vi var også oppe til Birte’s fødselsdag hvor Victoria igen nød det sammen med Aksel og hestene.
I efterårsferien var Victoria og jeg til Prop og Berta show i Plantorama. Hun er ved at være lidt for stor til dette, det fangede ikke så lang tid.
Legoland havde igen Halloween pyntet og vi var selvfølgelig en tur derude.
Sidst i oktober var jeg til bilmesse i Fredericia og se en masse youngtimers.