Juli – August

Årets ferie gik til Vrådal i Norge. Michelle, Victoria og jeg tog af sted en søndag morgen i juli med Superspeed 2 færgen fra Hirtshals til Larvik. Jeg havde bestilt bord i så vi havde en plads hele vejen. Samtidig kunne vi så få den helt store frokost ved en stor buffet. Det vippede en hel del, men pigerne klarede det fordi de havde taget nogle søsygepiller inden vi sejlede. Victoria tog en lur på gulvet da vi havde spist. Da vi kom til Larvik var der så nogle timers kørsel til Vrådal hvor vi fik en stor hytte i 2 etager. Øverst soveværelser og nederst stue og køkken. En klassisk norsk træhytte, men meget hyggeligt. I området var både en stor sø og et legeland.

En af dagene tog vi til Gautastoppen inde i Telemark. Et højt bjerg hvor der øverst er vejrstation og hytter inkl. et cafeteria. Man skal køre med tog vandret ind i bjerget ca. 1 kilometer og derefter skifte til et tog der går skråt opad også ca. 1 kilometer. Vi stod i kø ca. 45 minutter for at komme med, men skulle stå i kø i 2 timer for at komme ned.

Oppefra kunne jeg se stien hvor man kunne gå ned og jeg orkede ikke at stå i kø så lang tid. Så pigerne tog toget og jeg begyndte at gå ned. En virkelig dum beslutning. Der var ca. 2 kilometer ned, men det var store sten på stien så man hele tiden skulle passe på ikke at snuble. Jeg var nede 20 minutter efter pigerne, men havde ondt i mine ben flere dage og svært ved at gå ned af trapper. Undervejs ned måtte jeg drikke fra en lille elv og fik også noget fra nogle hollændere der tilbød væske. De sidste 300 meter ned nærmest kurede jeg på bagenden. Der ramte jeg min grænse.

En anden dag tog vi til en gammel kobbermine, Åmdals Verk. Victoria fik lov til at få hjelm og hammer og selv forsøge at få kobbermalm løs. Hun fik sin gevinst med hjem i en lille pose.

Hjemad var der heldigvis fint vejr, og igen en fantastisk middag på færgen.

Vi var også i Legoland to gange, den ene gang tog Michelle og jeg derud og spise mens Victoria var på koloni. Hun var på koloni syd for Ringkøbing fjord sammen med “Sjove børn”. Hun var noget betænkelig med at skulle afsted, har aldrig været hjemmefra så lang tid. Da hun kom hjem var hun allerede klar til at tage af sted igen. De havde haft en helt fantastisk tur.

Midt i juli badebassin fyldt op og Victoria har været ude og bade rigtig mange gange i år. Bassin sprang læk under opstilling, men jeg fik det heldigvis lappet så det kunne holde vand.

Det var også tid til Cirkus Summarum i Århus. Udenfor cirkus er der et stort område med legeland der åbner nogle timer før forestillingen.

Michelle havde vundet et gavekort til frokost for 2 i DGI-huset, så jeg blev inviteret ned til frokost.

Jeg havde også købt billetter til Status Quo koncert i Bork. Det er en lille festival i forhold til Jelling, men meget hyggelig. Status Quo leverede varen, en fantastisk koncert. Det rungede i mine ører flere timer efter koncerten var slut, de kan de gamle drenge…..

En søndag var jeg med Linda nede i Skyttehushaven. Der var afsluttende koncert med Slåbrokband, et gammelt orkester fra 70’erne. Medlemmerne er nu 80+ og derfor ville man slutte med at spille koncerter. Teksterne til deres sange er også i dagens øjne lidt på kanten, som forsangeren sagde: “I er nødt til at være lidt krænkelsesparate”.

I år havde jeg også købt en rejsepas som gjaldt for al kørsel over hele landet med bus, tog, letbane, S-tog og metro. Det blev til en tur til Århus og en til Svendborg. På turen tilbage fra Svendborg fik jeg også en tur med den nye letbane i Odense. Tog også en tur over Skanderborg, Silkeborg, Herning, Holstebro og ned til Esbjerg. Fra Esbjerg tilbage til Vejle over Kolding og Fredericia.

Den største tur var sammen med Victoria til København. Det første hun sagde da vi kom op på Hovedbanegården i København var “Fuck det er stort”, noget større end Vejle station. Vi gik over Rådhuspladsen og ned af Strøget. Jeg viste hende Christiansborg, Storkespringvandet og til sidst Amalienborg hvor vi så vagtskiftet. Vi gik så op til Marmorkirken for at tage metroen. Og da vi var ved kirken spurgte hun hvorfor alt var så stort i København… et svært spørgsmål. Vi tog metroen til Fields hvor Victoria brugte en time i Jump Yard, et stort springe/legeland.

Der gik flere uger før hun tillod at få klippet det blå armbånd af. Derefter ind og tage toget tilbage, en rigtig god og rar tur.

I år var der også Tour de Kids nede ved biblioteket. Et arrangement hvor børn efter alder kører rundt på en afmærket bane på cykel. Selvfølgelig med et diplom og en medalje til alle når de er færdige.

Jeg var med til 1. skoledag da Victoria startede i 3a. Forældre måtte være der den første lektion, og til min store undren var der kun mig… forældre har åbenbart for travlt nu om dage.

Vi gik selvfølgelig også over på Koldingvej da der var PostNord rundt. Mig for at se cykelløb og Michelle og Victoria for at samle mest muligt gratis merchandise. På vejen hjem mødte vi nogle der havde været inde i VIP området og fået en pose med en bamse. Den fik Victoria, og så var hele dagen jo reddet. Hun har en meget stor svaghed for tøjdyr og har efterhånden samlet sig en noget stor samling.

Kongeskibet var sammen med kongen og dronningen på besøg i Vejle, og selvfølgelig skulle vi ned og se dem. De skulle sejle i en lille motorbåd fra lystbådehavnen og tilbage til kongeskibet. Desværre stod de ombord på ydersiden så vi så dem kun meget kortvarigt. Men kryds i kalenderen, vi var der….

Sidst i august var vi til barnedåb hos Julie og Christians lille dreng. Han fik navnet Aksel. Efterfølgende var vi til fest i Fruering forsamlingshus. Det var sjovt at komme tilbage til huset hvor man har tilbragt så meget tid som dreng og i ungdomsårene.

Victoria fik arrangeret en legeaftale med en skolekammerat, og selvfølgelig skulle de ud i badebassinet. De havde en rigtig god dag. Da pigen var taget hjem kunne vi godt se at Victoria var noget mat og hun var efterfølgende også syg de næste par dage. Dagen før legeaftalen havde hun haft let feber, men den var helt væk om morgenen hvor kun skulle have aftalen. Senere på dagen indrømmede hun at have badet sin pande i kold vand inden temperaturen skulle tages om morgenen. En snu pige der for alt i verden ikke ville have legeaftalen aflyst.

Den sidste uge i august fik jeg fornøjelsen af Nico. Jeg skal passe den tre uger hvor Stefan og Tatiana er ude og rejse. Det er rart at have selskab, kommer til at savne den når den rejser hjem igen.