8. og 9. august

Så er de første 770 km kørt. Jeg tog færgen i nat fra Hirtshals til Larvik og havde bestilt fly-sæde, så jeg fik næsten 4 timers søvn. Da færgen kom til Hirtshals mens jeg ventede på den, fik jeg et billede af den i solnedgangen.

Ankom til Larvik kl. 2:30 og kørte derefter nordpå over Drammen, Hønefoss og Fagernes. Derefter blev det spændende. Jeg skulle ind over Jotunheimen som ligger over træ-grænsen.

Der var bidende koldt og der lå stadig masser af sne, nogle steder helt ud til vejen. Jeg nåede byen Lom ved frokost tid og så den gamle stavkirke inden jeg fortsatte. Det er en af de største i Norge, og kan dateres helt tilbage til slutningen af 1100-tallet.

Nedstigningen til Geiranger var nervepirrende. Meget smal vej, mange stejle hårdnålesving, og tæt tåge og dermed næsten ingen sigtbarhed. Først helt nede kunne man igen se ordentlig.

Jeg fik et hotel lige indenfor bygrænsen, og håber det klarer op til i morgen så jeg kan få nogle gode billeder.