Marts blev måneden hvor Danmark gik i stå. At det skulle være en virus der stoppede det hele havde jeg ikke set komme. Regeringen satte alt på hold, butikscentre lukkede, grænser lukkede, skoler og daginstitutioner lukkede. Folk vænnede sig hurtigt til at afspritte, holde afstand og i det hele taget at være sammen, hver for sig. Måske meget sundt at samfundet blev ramt at noget som havde indvirkning på alle, noget man ikke kan betale sig fra, hverken rig eller gammel.

Der kom et fint gækkebrev, og selvfølgelig kunne jeg ikke gætte hvem der havde sendt,😊 så jeg måtte hoste op med et påskeæg.

Den lille får større og større ordforråd, og bruger det heftigt, af og til i forkert sammenhæng, men sådan er det jo i en læringsperiode. Hvis hun ser TV eller iPad og hun synes vi taler eller larmer for højt bliver vi bedt om at være stille 😊 eller “I forstyrrer altså”.

Under de første uger af coronaen var Victoria ude hos mig i weekenderne. Det var en fornøjelse, men man bliver godt nok træt, kan godt forstå Michelle havde brug for et fri-rum.

Victoria og jeg har brugt tid på at regne med fingerene og tælle, en-to-tre osv. En dag talte jeg med Michelle om et eller andet hvor vi ikke var helt enige, og Michelle holdt for sjov fuck-fingeren op. Så kom det prompte fra Victoria: En..

Hele historien med Corona, Mette Frederiksen, statsministeren osv. har Victoria helt styr på, og fortæller også andre om det hvis de ikke helt er med…… “Mette siger vi skal vaske vores hænder”

Jeg måtte også have en rottefænger ud. Jeg havde set en rotte løbe rundt ude ved carport, og ganske rigtigt en dag efter fælden var sat op var der bid.

Til påske dukkede pludselig en udbringning op fra Vesterport Blomster. Michelle og Victoria havde sendt en sammenplantning og en goodie-kurv med tak for hjælpen. Så blev man lige gråd-labil igen 😂

April blev måneden der stod på flytning. Weekend før påske flyttede mor over i en seniorbolig i Hørning, og efterfølgende blev huset i Fruering tømt så det var klar til salg. Og det blev faktisk solgt næsten før det blev sat til salg. En fra Fruering havde haft kig på det og skrev under lige så snart ejendomsmægler havde papirerne klar.

MC blev også hentet hjem og det blev til et par gode ture hen over påsken. Bla. var jeg nede over Tønder og besøge Stefan, det var godt nok koldt inden jeg kom helt hjem. Havde endnu en tur til Tønder med en vognfuld møbler der var blevet til overs hos mor. Selv fik jeg den gamle stol som stammede fra faster Petrea i København, et gammelt klenodie som jeg altid har syntes var flot.

Daginstutitioner åbnede igen i slutningen af april. Victoria trængte også til at komme over at lege med andre børn. Der er en masse restriktioner mht. hygiejne, madpakker osv. men nu er vi i gang igen. Indtil videre kører jeg dem om morgenen og forsøger også at hente dem igen om eftermiddagen. Dels for at undgå den tætte offentlige trafik og dels for at de kommer hurtigere hjem….. og ikke at forglemme fordi det jo egentlig er hyggeligt.

Victoria og jeg fik også plantet diverse dild, agurk og melon. Nu må vi se om det bliver til noget.