I begyndelsen af marts holdt Middelfart Sparekasse en event i Hedensted hvor bl.a. Onkel Reje fra DR havde en opvisning. Vi var deroppe og Victoria var hurtig til at melde sig da nogen skulle på scenen.
Link til video: https://www.youtube.com/watch?v=ySBTWSa2RiI
Hun vandt en mega-stor pakke chokolade.

Min have blev sat i stand til sommeren. Jeg havde en havemand til at rydde skrænten og et algefirma til at klargøre min terrasse. Nu er skrænten ved at blive grøn igen og terrassen er som ny med en vandafvisende nanobehandling..

Jeg havde Nico på besøg en uge. Linda ville gerne passe ham når jeg skulle noget, og for at gøre det hjemligt for ham havde jeg taget hans pude med derover. Men der ville han ikke sove, den hørte jo ikke til derovre. En nat vågnede jeg ved at han rodede rundt og hans mave rumlede helt vildt. Jeg lukkede ham ud i haven som jeg plejer tidlig om morgenen når han vågner. Og som han plejer kom han efter et stykke tid til bryggersdør og ville ind. Jeg tænkte at så måtte jeg hellere fortsætte vores morgenritual så jeg hældte mad op til ham. Men det ville han ikke have, han gik ind og sov igen. Da det så blev morgen gjorde jeg som vi plejer men da han kom ind ville han stadig ikke have den mad der var hældt op. Jeg tog så mad op på bordet og gjorde som om jeg åbnede en ny dåse. Jeg satte så den gamle ned hvorefter han spiste med stor appetit. Det er godt nok en vane-hund.
I marts blev der udskrevet valg og jeg var igen tilforordnet i Løget Kvarters hus. Det er en sjov og rar oplevelse. Man møder en masse lokale og får vekslet et ord med rigtig mange.
Ældre Sagen holdt også temadag, og igen var jeg med til at holde omkring Kunstig Intelligens. Denne gang havde jeg en masse eksempler hvor citronmåner indgik. Jeg havde købt nogle på tilbud i Bilka og da jeg midt på dagen satte dem frem troede jeg at dem skulle jeg sikkert tage med hjem igen. Men i løbet af 10 min. var de væk. Det var et hit.
Lørdag i påsken havde jeg købt billet til en rundtur i Fjorden hus. Det var koldt og blæsende, men vi fik en rigtig god fortælling om huset og dets opbygning.

Påskesøndag var Victoria ude og finde æg. Jeg havde sammen med æg lavet en quiz som hun brugte meget tid på at løse.
Sidst i april var jeg en tur på Cypern. Jeg havde valgt at rejse med Spies og det var et godt valg. Boede på et hotel hvor jeg havde en to værelseslejlighed. Der var en balkon som jeg brugte meget, en rigtig afslapningsferie.

Jeg havde lejet bil i 3 dage og kørte første dag til Farmagusta hvor man kan se ind over den demilitariserede zone som er ubeboet. Håbede at kunne komme ind i den forladte ferieby, men der var desværre lukket.

Den anden dag kørte jeg en tur i bjergene og nød den flotte udsigt. Det var en stille tur da jeg havde fået en madforgiftning aftenen før. Den tredje dag kørte jeg i Nicosia hvor jeg var en tur ovre i den tyrkiske del af Cypern.

Midt i byen er der en grænseovergang hvor man bliver grundig checket. Begge veje var der paskontrol og da jeg skulle tilbage blev jeg kontrolleret for varer jeg havde med.

Søndagen efter jeg kom hjem var jeg i Musikteatret og se den gamle forsanger Francis Rossi som var på en solotur. Det var en aften med alle de kendte guitar-riffs. En fabelagtig oplevelse. Da show var ovre blev der taget et billede til Facebook, og sørme ikke om jeg kom med.

Sidst på måneden var jeg til generalforsamling i Venstres lokalafdeling. Der havde være en del ballade og var blevet indkaldt til ekstraordinær generalforsamling med nyvalg til bestyrelse.
